Kommende aktiviteter i Husum og Husumvold kirker uge 19 (opdateret)

Husum Kirke:

Morgensang
Start dagen med fællessang og morgenkaffe torsdag den 18. maj kl. 9-10 i Husum Kirke. Alle er velkomne og tilmelding er ikke nødvendigt. Ved sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby.

Gud & Gaffel
Torsdag den 18. maj kl. 17 holder Husum Kirke gudstjeneste for børn og familier, for unge, enlige og gamle – på børnenes præmisser med fortælling, leg, bevægelse og sang.

Efter gudstjenesten er der spaghetti med kødsovs, brød og grønt. Børnene kan lege, og de voksne kan få en snak. Det er gratis at spise med, og det kræver ikke tilmelding.
Temaet denne gang er “Se himlens fugle! Se markens blomster” – om ikke at bekymre sig.

Koncert – Uskyldighedens sange
Husum og Husumvold Kirker inviterer til en gratis Ord&Musik-koncert i Husum Kirkes kirkerum søndag den 21. maj kl. 16. Oboisten Maria Lundbak og sangeren Josefine Weber Hansen fremfører den æteriske musik, som Ralph Vaughan Williams i 1958 komponerede til William Blakes digte Songs of Innocence og Anguries of Innocence. Samtidig vises de illustrationer, William Blake selv lavede i sammenhæng med digtene – og som giver musikken en ekstra dimension.

Foredrag
Husum Kirke inviterer onsdag den 24. maj kl. 14 til et foredrag med adjunkt Sine Penthin Grumløse om barndommen gennem tiderne. Der serveres kaffe, te, ostemadder og kage undervejs. Det koster 20 kr. at spise med. Tilmelding er ikke nødvendigt.

 

Husumvold Kirke:

Legestue
Der er legestue onsdag den 17. maj kl. 10-12 i Husumvold Kirke.  Her mødes børn og voksne til hygge, sang og en masse leg – og alle er selvfølgelig velkomne til at deltage. Tilmelding er ikke nødvendig. Gerd og Birte står trofast for legestuen – de bager boller til dagen og sætter gode sange i gang for børn og voksne. Der er også saft, te og kaffe. Det koster 5 kr. per familie at være med. 

Favntag med tro og eksistens

Husumvold Kirke inviterer for tredje gang i år til kristendomsundervisning for voksne. Denne gang er temaet Sandhed: Hvad er sandhed? Findes der individuelle sandheder? Findes der én sandhed? Skal sandheden altid frem?

Gennem samtaler, øvelser og opgaver går vi på opdagelse i tro, liv og eksistens. Vi forholder os til etik og værdier, mening og retning, religion og overbevisning. Der sluttes hver gang med en kort lysandagt i kirkerummet. Sognepræst Line Bjørn Hansen står sammen med Evy Carstens for Favntag med tro og eksistens. Det sker i Husumvold Kirke kl. 19.00 – 20.30.