Kræmmer Leif og Ina har trukket sig tilbage - men ikke helt ...

Leif og Ina 1

En af Brønshøjs personligheder siden den spæde start i firserne – Leif Petersen – bedre kendt som Kræmmer Leif – har sammen med fru Ina gearet så meget ned, at parret nu fører en delvis tilbagetrukket tilværelse i Husum. Når vi skriver delvis, så er det fordi, der selvfølgelig står en dør på klem til nogle af de aktiviteter, de ikke vil slippe. Her taler vi blandt andet om Petanque-klubben, som udover det hyggelige spil også står som arrangør af tre-fire jazzkoncerter om året.

Jazzen førte til alt

Det var i 1981-82 Leif Petersen for alvor gjorde sin entre i det offentlige rum i lokalområdet. Han havde overtaget Mobil-tanken på hjørnet af Frederikssundsvej/Mørkhøjvej – og netavisens redaktør var en af de første, der tog imod. Allerede ved første møde stod det klart, at der her var tale om en ide- og initiativrig person, som ville noget med Brønshøj og Husum. Derfor blev tankanlægget hurtigt det mest aktive og muntre hjørne i bydelene. Her foregik mange sjove ting, blandt andet underholdning af forskellig art. Leif Petersen involverede sig også i fodbolden, og var i en årrække en del af sponsorholdet til Brønshøjs divisionshold.

Mobil Leif

Med den indstilling blev Leif Petersen hurtigt en populær person i området, og det gav ham da også det nærmest udødelige kælenavn Mobil Leif. Men benzintanken var ikke nok, når man nu havde mange spændende ideer. Så det blev til oprettelsen af Brønshøj Jazzklub, som for øvrigt netop i denne tid har rundet de 25 år. En fødselar som er still going strong.

Jazzklubben gik godt i starten. Der blev arrangeret jazzballer i Pilegården, som trak fulde huse. Men det krævede sponsorer, og selvom mange velvilligt hjalp til økonomisk, så begyndte det at knibe lidt. Sikkert også fordi de orkestre som spillede, aldrig fik under tariffen – og tit var der tale om seks-syv mand ! Der skulle også dækkes op og serveres mad, så i sidste ende var det flot, bare det balancerede nogenlunde.

– Vi må tjene vore penge selv, konkluderede Mobil Leif, som ind i mellem også havde tilnavnene Jazz Leif og Shell Leif, (sidstnævnte kom, efter at Mobil blev skiftet ud med Shell på benzinhjørnet i Husum). – Men hvordan skulle pengene tjenes ?

På et tidspunkt havde Leif og Ina prøvet at deltage i et loppemarked, og det gik så godt, at det inspirerede dem. Så meget, at han en dag indkaldte til et møde i Pilegården. Her præsenterede han ideen om at lave et stort kræmmermarked på Bellahøjmarken. De indkaldte havde han specielt udpeget, det var Kelly Püschl, – daværende formand for lokalrådet Vera Rasmussen, – daværende hospitalsborgmester Jørgen Frederiksen, Lis Søkvist, Jytte Zabel og Flemming Antony. Meningen var, at de skulle indgå i bestyrelsen for noget helt nyt – Brønshøj-Husum Musikfond. Hvis de altså kunne overbevises om, at det var et spændende projekt at gå i gang med. Og det lykkedes, selvom der blev hostet ret kraftigt undervejs. For var det nu muligt at stable noget så stort på benene ?

Leif og Ina 2

Leif og Ina foran det imponerende kræmmermarkedmotiv, som er malet på bagsiden af boligen.

Bellahøj Kræmmermarked

Med en ukuelig tro og vilje samt en masse frivillige, lykkedes det at lave et kræmmermarked, som siden har været en fast københavnerbegivenhed. Men for at kunne danne sig indtryk af det omfang, et sådan arrangement krævede, var Leif og Ina på besøg ved forskellige store markeder rundt omkring. Blandt andet Hillerød- og Døllefjelde. 

Premieren var i uge 36 – september måned 1991 fra torsdag-søndag – og det blev en gigantisk succes. Udover en mængde kræmmerboder lagde markedet i høj grad vægt på musik – og i alle stilarter. Det overgik simpelthen de største forventninger, og gav også mulighed for en lang række musikalske arrangementer rundt i byen.

Bellahøj Kræmmermarked har kørt siden – men i 2002 skete en del ændringer i administrationen. Arbejds- byrden var efterhånden blevet for stor, og bestyrelsen i Brønshøj-Husum Musikfond besluttede at træde tilbage. Kræmmermarkedkonceptet blev herefter overladt til Brønshøj-Husum Idrætsfond med bl.a. Henrik Ravnild som juridisk konsulent og Gert Riget som ny formand.

To andre kræmmermarkeder

En del vil nok undervejs tænke lidt over, at der faktisk er tre kræmmermarkeder om året på Bellahøj, og det er skam rigtigt nok. Børnehjælpsdagens er altid i maj måned, men selvom det har kørt i lige så mange år, har markedet i september altid været betragtet som “det store og rigtige”. For øvrigt skal det lige nævnes, at Børnehjælpsdagen i dag kun lægger navn til markedet, som andre arrangerer mod at betale et bestemt beløb. Det samme gælder Røde Kors, som også blot lægger navn til på lignende betingelser.

Bellahøj Kræmmermarked gav altså den økonomiske støtte til Brønshøj Jazzklub, som det var meningen fra starten, og da Musikfonden overdrog det til Idrætsfonden, lavede man en aftale om støtte de efterfølgende fem år.

Markedet har i dag skiftet navn til Efterårsmarkedet på Bellahøj for at undgå forvekslinger.

Petanqueklubben

For 11 år siden var Leif Petersen også bagmand, da Brønshøj fik en petanqueklub.

Leif og Ina petanque

Lykkens stund hver år for Leif og Ina – tirsdagene på petanquebanen i sæsonen

Der blev anlagt en bane på græsanlægget ved Pilegården, og også den er blevet en kæmpesucces. Hver tirsdag fra april til november bliver der spillet petanque, og det er noget, hverken Leif eller Ina vil undvære. Klubben arrangerer også tre-fire jazzkoncerter om året, og hver gang er der nærmest tale om et tilløbsstykke med gode musikere og mange tilhørere. – Ja og her kan jeg indskyde, at vi får meget bedre forhold i kommende sæson, indskyder Leif. – Vi har fået tilskud til en ny flot akustisk scene, som står helt klar, når vi begynder til april. Den er tegnet af Mogens Ellekvist, der også har virket som ulønnet byggeleder, og en masse frivillig arbejdskraft har hjulpet til. Medlemmerne i petanqueklubben er altså fra cirka 70 til 82 år, så det er godt gået. Over scenen er monteret en 5 1/2 meter lang markise, så musikken kan spille i tørvejr. Men ikke nok med det. Vi har også fået at flot bagtæppe, som kan hejses ned, når der optrædes. Og selve banen er sat i stand og har fået en lille indhegning, så de unge ikke kan bruge den til knallertbane. Så vi ser frem til en ny dejlig sæson, som nok starter med en officiel indvielse af alt det nye, tilføjer Kræmmer Leif.

Vi hygger os

Leif og Ina 3

– Tilsammen er vi aldersmæssigt over 150 år, og vi hygger os i dag med de ting, som vi interesserer os mest for. Det er jo ikke mindst vores to unger og fire dejlige børnebørn. Som nævnt gælder det også petanqueklubben, og så er vi altså fortsat bidt af jazzmusikken, slutter Leif og Ina, som her ses i det, de kalder “caféen” udenfor det lille hus i bydelen.

Men ingen kan vel så være i tvivl om, hvor kælenavnet Kræmmer Leif kommer fra. Og selv i dag – så mange år efter, hænger det ved. Han er ganske enkelt en institution i Brønshøj-Husum.