Kulturnat NV vender stærkt tilbage
Igen i år har en række institutioner fra Københavns Nordvestkvarter slået sig sammen om at holde et brag af en kulturnat fredag den 9. oktober kl. 17-24. Programmet byder på alt fra kreative værksteder, musik og teaterforestillinger til dans, rundvisninger og fotokunst.
Kulturnat NV er et lokalt tiltag under Kulturnatten, som bliver holdt for fjerde gang i år. Flere og flere lokale institutioner bakker op om projektet, programmet bliver større og større og publikum møder mere og mere talstærkt op. Det ser altså ud til, at Kulturnat NV er kommet for at blive!
Årets program er selvfølgelig spækket med spændende kulturoplevelser for enhver smag.
Vær med til aktiviteter for hele familien
Børn og børnefamilier kan se frem til mange sjove aktiviteter under Kulturnat NV. Teatergruppen Batida inviterer til to forskellige teaterforestillinger, og i Børnekulturhuset Sokkelundlille er der både mulighed for at se dukketeater og deltage i et kreativt værksted med havuhyre-tema. For de eventyrlystne har Legefabrikken arrangeret Sørøverleg i HF Efterslægtens lokaler, hvor der også vil være mulighed for at spille fodbold.
Gå på opdagelse i kulturen
Dansekapellet har den nyskabende danseforestilling ”1001 Nats Eventyr” på programmet, og senere på aftenen kan man selv trampe i dansegulvet, når der bliver holdt argentinsk tangosalon.
BIBLIOTEKET Rentemestervej slår dørene op for et spektakulært foto- og musikevent med den prisbelønnede fotograf Jakob Aue Sobol og musiker Morten Svenstrup.
I Ansgarkirken vil der både være mulighed for at tage på nattevandring, deltage i sværd-kamp og overvære en aftenandagt, hvor lydkunstner Nikolaj Kynde og kirkekoret sørger for en særlig stemning.
Tag med på tour
Til Kulturnat NV er der rig mulighed for at deltage i en rundvisning. På Bispebjerg Kirkegård kan man blive vist rundt i krematoriet eller vandre omkring på kirkegården i fakkelskær efter mørkets frembrud. For de historieinteresserede er der også mulighed for at besøge Emdrupborg og tage med på en arkitekturhistorisk rundvisning eller en guidet tour i bibliotekets samling af bl.a. skolebøger fra besættelsestiden. Rundvisningerne suppleres af foredrag om emnerne. Der vil desuden være mulighed for at besøge Emdrupborgs tårn.
Få et kig bag kulissen
Flere lokale institutioner holder åbent hus til Kulturnatten. En af dem er Integrationshuset Kringlebakken, hvor man kan komme forbi til eksotiske tapas eller få en smuk hennatatovering. En anden er Bjørn Ignatius Øckenholts Billedkunstskole, hvor man i aftenens anledning kan få et indblik i det kunstneriske maskinrum. Læg også vejen forbi Grundtvigs Kirke, der holder åbent med orgelkoncerter, meditation og lystænding. Gå desuden på opdagelse i Fuglekvarteret, der rummer helt unikke virksomheder og værksteder. På Glentevej 70 kan du deltage i et skønt miljø med alt fra talks, workshops til kunstudstillinger, og så sluttes aftenen af med fest i gården.
Se hele programmet for Kulturnat NV 2015 på www.kulturnatnv.dk eller på www.facebook.com/kulturnatnv
Kulturnat NV er støttet af Bispebjerg Lokaludvalg.
Husk Kulturpas
Med et Kulturpas har du fri adgang til alle Kulturnattens arrangementer. Kulturpasset koster 90 kr., og du kan købe det i 7-Eleven butikker i hele Hovedstadsområdet samt på biblioteker og kulturinstitutioner i København og på Frederiksberg. Salget starter 28. september 2015. Kulturpasset giver også gratis transport med tog, bus og metro i hele hovedstadsregionen fra kl. 17 til kl. 05. To børn til og med 11 år kører gratis sammen med en voksen, der har Kulturpas. Børnepas er gratis og kun for sjov til alle børn under 12 år, så de også får et pas. Børnepasset er ikke nødvendigt for at deltage i Kulturnattens arrangementer, og det kan ikke bruges som billet i bus, tog og Metro. I 2015 koster det trykte program 10 kr., og du kan købe det der, hvor du køber dit Kulturpas.