Lokal underholdning i Kulturhuset Pilegården
Brønshøj og Husum er bydele med mange talenter, og i den kommende tid bliver der rig lejlighed til at opleve den lokale talentmasse som publikum eller selv at indtage scenen.
Mette Soraya Svane optræder med dans til Open Stage udover at være værtinde ..
Faktisk kommer der til at lyde hele to startskud, når Pilegården tager hul på at tilbyde bydelens kreative folk en ny mulighed for at prøve deres materiale af foran et publikum. Én aften er dedikeret til sangskrivere, mens en anden aften lægger scene til optrædende i mange andre afskygninger.
Songwriter Cafékoncerten foregår i Pilegårdens store torsdag den 25. september 2014, og her har fire forskellige bands allerede meldt sig som optrædende. Første optrædende er det musikalske makkerpar jazzsangerinden, Tine Langtved og guitaristen, Jesper Hovedskou. Efter dem kan man høre dansk-islandske Jakob Steinn Sturluson med ukulele og nyde melodiske poptoner fra Andane. Til slut rocker Vinyl Floor scenen, inden der bliver åbnet op for at alle andre, der har lyst til at give et nummer kan indtage de skrå brædder kl. 21-22 og teste deres sangskrivning af. Man kan sende en mail til tinelangtved@hotmail.com, hvis man gerne vil optræde.
Torsdag den 2. oktober kl. 19.30 går stafetten videre til Open Stage og optrædende i flere genrer. Aftenens første optrædende er flamencoguitaristen Jens Viggo Fjord, som fyrer op for sydens varme og temperament. Han har boet og optrådt i Brasilien og i flamencoens hjemby, Sevilla i Spanien. Mens der spilles flamenco, skal der også danses. Dette bliver i bedste stil leveret af danseren, sangeren og fortælleren Mette Soraya Svane, som danser en orientalsk/andalusisk fusionsdans til. Man kan også opleve dans til musik fra Uzbekistan, når Surayo Vahabova går på scenen, ligesom Maja Lund Løkkegards danser en fusionsdans. Den musikalske del af aftenens program byder herefter jazzballader og derefter er det blevet tid til magi og trylleri! Sidst men ikke mindst bliver der fortolket gamle smukke revyviser af sangeren, digteren og skuespilleren Lisbeth Barkhuus.
Med andre ord: Scenen kommer altså ikke til at ligge stille hen, når de forskellige kunstnere udfolder deres talenter. Aftenens værtinde er Mette Soraya Svane, som man kan kontakte på mail@mettesvane.dk eller tlf. 20 83 32 60, hvis man kunne tænke sig at optræde. Open Stage vender tilbage næste gang tirsdag 4. november.
Der er fri entre til begge arrangementer. Café Glad serverer dagens varme, økologisk middagsret til 79kr.
Et dejligt initiativ som automatisk leder tankerne hen på “de gode gamle dage”, da Pilegården fast havde sin årlige talentkonkurrence, hvor bydelenes kreative kræfter fik chancen. Dette døde desværre med tiden – men nåede på sin vej at have dommere som f.eks. daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, Søren Bundgaard, Steen Holkenov, Jimmy Antony, daværende lokalrådsformand Vera Rasmussen, Ole Frø, netavisens redaktør med flere.