Lokale kor synger julen ind i Pilegården

synkoperne270514_sk11web

Er der noget bedre til at sparke julehumøret i gang end en sprudlende god korkoncert med dygtige sangere? Det skulle da lige være en god rytmisk én af slagsen. Uanset om man er til gospel, blues, jazz eller rock, så er der gode toner i vente i Pilegården, når hele fem kor går på scenen i løbet af december. Bellahøjkoret Gospel Unusual startede med stemningsfulde rytmer onsdag, og Blue Covers  går på scenen for tredje år i træk i aften torsdag den 8. december kl. 20. Synkoperne går på scenen tirsdag den 13. december kl. 19.30, og der er fri entré for publikum. Endelig går Doo Wop & Jazzmust på scenen torsdag den 15. december kl. 20. Men læs nærmere om de lokale kor, som i forskellig form bringer julestemningen frem i Pilegården i løbet af måneden.

Blue Covers

Blue Covers øver også fast i Brønshøj og flere røster i koret er lokale. Julekoncerten i Pilegården er på nippet til at kunne kaldes en tradition, når korets 13 sangglade medlemmer går på scenen for tredje år i træk torsdag den 8. december kl. 20. På menuen er der blues, disko, soul og rhythm’n’blues krydret med et par julehits. Der er fri entré til koncerten, men man kan give en skærv til støtte for korets aktiviteter, når hatten går rundt.

 

Synkoperne

Synkoperne har eksisteret siden 1998. Koret har været i voldsom vækst og tæller i dag hele 28 aktive medlemmer i alderen fra 39-64 år. Synkoperne er et kor under Rytmisk Center, og de øver fast hver tirsdag i Kulturhuset Pilegården. Derfor kan man roligt sige, at de er på hjemmebane til koncerten. Repertoiret er bredt: Hjemmebaneholdet prøver kræfter med stort set alle genrer inden for den rytmiske musik. Lige fra pop, soul, gospel, jazz og latin til rock, blues, ballader, barbershop og afrikansk musik. Koret holder 2-3 koncerter om året og deres julekoncert er et af højdepunkterne. Koret går på scenen tirsdag den 13. december kl. 19.30, og der er fri entré for publikum.

 

Doo Wop & Jazzmust

Vi spoler tiden frem til torsdag den 15. december kl. 20, og det kan virke endnu mere tiltrængt med en pause fra decembers travlhed. To kor deler plakat denne aften, og vi er ude i den mere jazzede og swingende ende af skalaen. Doo Wop lægger ud med rytmisk a cappella og swingende jazz. De formidler sangene på deres egen helt unikke og stemningsfulde måde med masser af sjæl. Fokus er på rytmisk musik og nærmere bestemt på kvalitetspop i 4-6-stemmige arrangementer. Koret har eksisteret i over 20 år og ledes af Niels Bosworth.

 

Jazzmust

Doo Wop giver stafetten videre til et swingende jazzkor, der synger, så det gynger. Jazzmust synger primært jazzstandards i 4-8-stemmige arrangementer. Korets medlemmer er vilde med skæve akkorder og tryk på 2. og 4. taktslag. Jazzmust har eksisteret i over 30 år og ledes af Pernille Mejer. Både Doo Wop og Jazzmust er kor under Rymisk Center. Der er fri entré til dobbeltkoncerten.