Nordea flytter fra Husum ..
– for at gå sammen med Vanløse Afdelingen
Den velkendte facade, man kender i Bio-huset på Frederikssundsvej. Til maj lukker afdelingen og flytter til Vanløse.
Det er ikke fordi, det er blevet vores livret at proklamere lukninger i Brønshøj netavis – 2700-netavisen.dk, men vi kan i dag berette om endnu en sørgelig en af slagsen..
Og så må vi samtidig konstatere, at der virkelig sker noget inden for bankernes verden. Det har vi ikke mindst mærket i Husum, hvor først Danske Bank lukkede for at lægge sig sammen med Brønshøj afdelingen, – og til maj måned sker det samme med Nordea Husum, som flyttes til Vanløse. Nuvel – der vil blive efterladt en hæveautomat på adressen, men selve bankfunktionen forsvinder fra Husum. Det er selvfølgelig til stor irritation for mange kunder, men man må ligesom acceptere, at også bankerne er nødt til at rationalisere. Det er kort sagt nye tider ! Så vil man lave bankforretninger efter fredag den 9. maj med Nordea, så foregår det på Jernbane Allé 47 i Vanløse. Her vil man officielt kunne starte funktionen efterfølgende mandag den 12. maj.
Alle konti flyttes automatisk, og kontonumrene ændres ikke. Derfor behøver man reelt ikke at foretage sig noget som helst. Man vil fortsat have åbent mandag-fredag kl. 10-16 og torsdag til kl. 17.
Nordea Brønshøj fortsætter som hidtil med rådgivning, som de har gjort det sidste halvandet år.