Operafestivalen i København har fået en flyvende start
Den syvende årgang af COPENHAGEN OPERA FESTIVAL er kommet fantastisk flot fra start. Aldrig har udbuddet været større, og der har i år været en ekstraordinær stor billetforespørgsel til operafestivalens over 70 forskellige arrangementer.
De 14 afgange – i alt 1400 billetter – med Operettebådene går som varmt brød, og man skal skynde sig, hvis man skal nå at sikre sig billetter. Der bliver hver dag frigivet 40 ekstra pladser på båden, hvis vejret holder tørt. En anden forestilling, der sælger forrygende er operafestivalens første co-produktion, operagyseren ”Leaves”, som er co-produceret med S/H og iscenesat af Christian Lollike, med musik af Efterklang og Karsten Fundal og med tekster af Ursula Andkjær Olsen. Under stor mediebevågenhed fik operaen urpremiere i går aftes i Atomkælderen under Københavns Kommunehospital, og billetterne til forestillingen rives væk med så stor hastighed, at Bikubenfonden nu har muliggjort, at der opføres to ekstraforestillinger d. 4. og 6. august kl. 16.00 foruden de 14 allerede planlagte forestillinger i løbet af festivalperioden.
De to opførelser med Concerto Copenhagen i Børssalen med Bachs Kaffekantate har også begge solgt overvældende godt og er tæt på udsolgt. I alt 400 billetter. Og de godt 200 bænkepladser til forestillingerne “Et eventyr i Rosenborg Have” og “Opera Flamenca er ligeledes tæt på udsolgt. Fælles for disse er dog, at man blot kan møde op og alligevel få sig en gratis oplevelse.
Endelig er Det Kongelige Teaters opførelse af ”Maskerade” i Lindegården også en publikumssællert, og her skal man ligeledes skynde sig hvis man vil nå at sikre sig billetter.
Hertil forventes der stor tilstrømning til de mange gratis arrangementer og koncerter i løbet af festivalen, som løber indtil på søndag d. 2. august.
Se det fulde program på www.operafestival.dk.