PANDA kan ikke klare den længere og forbereder lukning
Det er virkelig trist, at en lille god butik som PANDA, der sælger alt muligt mellem himmel og jord til helt billige priser ikke kan klare sig ret meget længere.
Zahid Hussain foran en lille del af det store udvalg PANDA byder på. Her et masser af juleting – meget apropos ..
Det er vel godt et par år siden, en helt ny butik PANDA Mini pris så dagens lys i Brønshøj, nærmere bestemt på Frederikssundsvej 215. Her var tale om en butik, som skulle sælge ting til billige priser. Stort set gik det nogenlunde i starten – omend meget langsomt. Folk skulle jo lige opdage, at der lå den type butik i bydelen.
Manden bag PANDA hedder Zahid Hussain. Han er fra Pakistan, men kom til Danmark for 44 år siden og har boet her siden. Ønsket om at lave en butik, som alle har mulighed for at handle i til små priser, fik ham til at søge efter et egnet lokale. Det fandt han i Brønshøj, og her blev han glad for at være.
– Men det er efterhånden blevet for svært, siger Zahid Hussain til 2700-netavisen. – Det er jo ikke alle, der interesserer sig for en butik i den størrelse. Jeg har bare hele tiden ment, at folk skal kigge ind, for jeg ved, alle bliver overrasket, når de ser det store udvalg, vi kan byde på – og ikke mindst priserne !
Men PANDA har hele tiden skulle kæmpe mod store konkurrenter som Tiger og Billig-Billy i henholdsvis Brønshøj og Husum, og de har ikke gjort gør livet nemmere for Zahid Hussain, selvom han stadig mener at være den billigste.
Så det lakker mod enden for den lille butik, hvor sørgeligt den end lyder. – Forleden var jeg i butikken fra morgen til aften, og jeg solgte for 90 kroner, og det er jo ikke ligefrem opmuntrende, siger Zahid Hussain. – Derfor skal det slutte i nærmeste fremtid. Men sig til alle netavisens læsere, at jeg giver minus 50 procent på alle varer over 10 kroner i hele julemåneden med start fra 1. december.