Så er der atter fokus på Tingbjerg

IMG_1311

 

Indlæg til 2700-netavisen

af Peter Skaarup. Retsordfører, Dansk Folkeparti. Valgt i Brønshøj-kredsen

I løbet af den sidste uges tid har der atter været rettet fokus mod Tingbjerg. Denne gang heldigvis ikke på grund af nye voldsomme kriminelle handlinger, men fordi den lokale præst har givet sine personlige betragtninger omkring området i flere medier. Det er klart, at når man læser disse, så fristes man til øjeblikkeligt at skride ind og få sat en stopper for alle problemerne. For vi kan ikke leve med kriminalitet og chikane. Samtidig er det rart at erfare, at der trods alt gøres et stort stykke arbejde – ikke mindst fra frivillige – for i videst omfang at normalisere tilstandene i bydelen.

Det er altid sundt at se en sag fra flere sider, og jeg kan da blandt andet konstatere, at 2700-netavisen havde en fin artikel med den lokale købmand, som beskrev forholdene, som de er i dag. Her af fremgik det også, at var præstens udtalelser kommet for fire-fem år siden, havde de været mere rammende og på sin plads. I følge købmanden går det godt i bydelen for tiden, og han mærker også selv i sin butik, at folk kommer og handler om aftenen. Det er rar læsning.

Men kriminaliteten eksisterer imidlertid fortsat i Tingbjerg, og selvom nogle mener, at man er på rette vej, så skal det gå hurtigere. Borgerne skal vide, at vi politikere følger udviklingen nøje. Det er jo helt hen i vejret, såfremt nogle beboere ikke skulle kunne gå i fred i området efter mørkets frembrud på grund af en mindre flok utilpassede unge, der begår indbrud, tvinger beboere til at aflevere deres kontanthjælp, udøver vold og skaber en hadsk stemning.

I bydelen Vollsmose i Odense har politiet placeret en nærstation i selve området for at komme kriminaliteten til livs. Det har også været forsøgt i Tingbjerg – men tilsyneladende uden den effekt, man havde forventet. Til gengæld har der også været etableret en tættere kontakt til politiet, og efter sigende er det tilsyneladende en ordning, der har haft en gavnlig effekt. Jeg synes det vil være godt, hvis politiet kan være massivt tilstede, så snart der er optræk til problemer i form af blandt andet en nærpolitistation, ligesom det frem for alt skal være sådan, at det er nemt at få fat i politiet. Det skylder vi den store overvægt af lovlydige borgere.

Jeg vil med stor interesse følge Tingbjergs udvikling endnu tættere i fremtiden. Og vil allerede nu bede justitsminister Mette Frederiksen komme på banen med en aktuel status på de aktuelle udfordringer i Tingbjerg.

For ikke så længe var jeg selv på besøg, og hvad jeg i hvert fald kunne forvisse mig om, var at de gode frivillige borgere og de instanser, som jeg ved bruger meget tid på at få nedbragt kriminaliteten i området, bør fortsætte deres arbejde.