Sognecentret fejrer nyt flygel med koncert
Brønshøj Sognecenter, Præstegårdsallé 5 har fået foræret et flygel og vil i efteråret markere det ved to koncerter. Et sognebarn som gennem mange år er kommet både i kirken og i Sognecentret testamenterede flygelet til Brønshøj Kirke, og selve renoveringen af instrumentet er også en donation fra et sognebarn. Det er et usædvanligt godt og velbevaret instrument, og til daglig glæder mange sig over flygelet til møder, korprøver og øvrige arrangementer. Men tiden er inde for en ekstra markering af at dette flotte instrument nu bor i Sognecentret.
Den første koncert er lørdag 12. august kl. 16.00 i Sognecentret, og her kan man opleve søskende parret Adrija og Einars Everse på henholdsvis flygel og kontrabas. De er begge uddannede både på konservatoriet i Letland og senere i andre Europæiske lande. Adrija Everse er uddannet pianist fra konservatoriet i Letland og var fra 2012-2015 under sine orgelstudier på Det Kgl Danske Musikkonservatorium ansat som organistassistent ved Brønshøj Kirke. Hun er nu organist ved Præstevang Kirke i Hillerød. Einars Everse er en meget talentfuld ung kontrabassist som har vundet flere internationale priser, efter studier i Letland studerer han i dag i Tjekkiet.
De begyndte for et år siden at spille koncerter sammen i Letland, Tjekkiet og Danmark. Sammen tager de publikum på en spændende rejse med oprindelig og virtuos musik for kontrabas og klaver. Efter koncerten vil der være et lille glas til alle de fremmødte, hvor man kan møde de to musikere og se nærmere på instrumentet.