Spændende arrangement om "Stormen på København" med start på Rytterskolen
”Stormen på København”, Poul Steffensen (1866-1923)
Lørdag den 14. februar kl. 12-15 er der foredrag og rundvisning om et skæbnesvangert øjeblik for Danmark. Her kan man få et levende indblik i natten mellem den 10. og 11. februar i 1659, hvor Danmarks skæbne som selvstændigt land på spil.
De belejrende svenske tropper, under krigerkonge Karl Gustav, stormede i nattens mørke København, fra sin krigslejr Carlstad, som lå lige her i Brønshøj. Stormen endte dog med et markant svensk nederlag, og en klar dansk sejr, samt dermed ikke mindst Danmarks overlevelse. Det succesfulde forsvar af København, som både byens borgere, og kong Frederik den 3. deltog i betød også, at de begge vandt stor prestige, hvilket var en af grundene til at enevælden kunne indføres kort tid efter stormen.
Stormen er dermed ikke bare en unik militærhistorisk begivenhed der i samtiden, sammen med den danske sejr ved slaget ved Nyborg senere på året, var med til endeligt at stoppe den svenske krigsmagt, og den ”Uovervindelige” Karl Gustav. Det er nemlig også en markant historisk begivenhed i Danmark, der førte til store politiske omvæltninger via et statskup, da Frederik d. 3 fik indført enevælden året efter.
For at markere årsdagen præsenterer Rytterskolen i samarbejde med historikeren Allan Spangsberg Nielsen et foredrag og en rundvisning, der går i hælene på de vigtigste og blodigste hændelser under stormen på København.
Foredragsdelen foregår i Rytterskolen på Brønshøj Torv lørdag den 14. februar kl. 12-13. Herefter mødes deltagerne ved statuen af H. C. Andersen ud mod H.C. Andersens Boulevard ved Københavns Rådhus kl. 13.30, og her fra er der rundtur med fokus på generalangrebet på København frem til kl. 15.
Det koster 95 kr. at deltage og tilmelding sker via Rytterskolens eller Kulturhuset Pilegårdens hjemmeside.