Spaghettigudstjeneste i Husumvold Kirke

linelille

Tirsdag d. 8. april kl. 17 er der igen spaghettigudstjeneste i Husumvold Kirke, når sognepræst Line Bjørn Hansen holder gudstjeneste på børnenes præmisser for børnefamilier, bedsteforældre og andre interesserede.

Det er kirke og kristendom i børnehøjde, når der bliver fortalt bibelhistorier, så børnene kan forstå det. Måske fortæller præsten historien om det fortabte får og sender børnene rundt omkring i kirken for at lede efter det. Måske bygger børnene babelstårnet af legoklodser midt i kirken, hvorefter det braser sammen med stort rabalder.

Efter gudstjenesten, der varer omkring en halv time, er der fællesspisning, hvor menuen naturligvis er spaghetti med kødsovs. Det er gratis at deltage, og det kræver ikke tilmelding.