Stadion tog årets første sejr i en glimrende kamp i Bellahøjhallen
Fra en af Stadions tidligere kampe. Der var mange tilskuere til lørdagens kamp mod Korsør/Slagelse
HÅNDBOLD: Efter skuffelsen i Hvidovre for en uge siden lykkedes det lørdag eftermiddag for vore lokale håndboldhelte af komme på tavlen i sæsonens anden kamp. Den blev spillet i Bellahøjhallen under overværelse af et pænt antal tilskuere mod Korsør/Slagelse, og her vandt Stadion 24-23 efter 13-11 ved pausen. Sejren kan man glæde sig ekstra over, fordi dagens modstander er et godt hold, som i første runde bankede de selvudnævnte oprykningskandidater fra FIF med hele syv mål. Men Stadion spillede en glimrende kamp dog med enkelte udfald. Hjemmeholdet bragte sig i spidsen fra starten, men gik så lidt i stå. Faktisk kom gæsterne op og føre, men så vendte gejsten tilbage, og Stadion kunne gå til pausen med en føring på 13-11.
De sidste 30 minutter spillede holdet fornuftigt, lige bortset fra de sidste tre minutter. Her førte Stadion nemlig med 24-20, og man regnede så småt sejren for sikker. Men så begyndte Korsør/Slagelse pludselig at score mål, og bare 25 sekunder før tid stod det 24-23, og Stadion var en mand i undertal. Det blev nogle nervepirrende sekunder, men heldigvis skete der ikke mere, og et par dejlige point kunne sættes ind på kontoen.
Nu bliver der en pause indtil tirsdag den 20. oktober, hvor Stadion skal spille ude mod Herlev/Hjorten i Herlev Hallen. En kamp der starter klokken 19.30.