Syv kampe - syv sejre - utrolige Husum !

FODBOLD: Armene er næsten konstant i vejret i Husum Boldklub for tiden. Og med rette. Klubbens førstehold har fået en forrygende start på årets turnering i Serie 1. Hele syv sejre i syv kampe er det blevet til, og det har bragt de blå/hvide helt til tops i kampen om at komme i Københavnsserien ! En score på 22-9 og 21 point har placeret Martin Krøgers dygtige mandskab på førstepladsen.

IMG_1135

Træner Martin Krøger har i allerhøjeste grad fået sat skik på sit mandskab ..

Kampen torsdag aften i Husumparken mod Hekla blev lidt af en magtdemonstration fra hjemmeholdets side. Spillerne udstråler en selvtillid, som er udslagsgivende. Gæsterne blev sendt hjem med et nederlag på 5-1 efter 2-1 ved pausen.

Mikkel Howalt åbnede gildet med et kanonbrag af et langskud oppe i det ene målhjørne. Og inden de første 45 minutter var overstået, havde Daniel Bardrum på straffe bragt Husum på 2-1.

I anden halvleg fortsatte løjerne. Lasse Syndergaard scorede til 3-1 og 4-1, (sidstnævnte på straffe), og der blev lukket og slukket med et selvmål til slutresultatet 5-1. En kamp som lige så godt kunne være endt med en tocifret sejr til det overbevisende hjemmehold.

Noget af baggrunden for de blå/hvides succes er, at man har fået samlet en meget bred og homogen trup, og det betyder, at der hele tiden står en kvalificeret afløser på sidelinjen, hvis holdet rammes af en skade, eller nogen på banen ikke præsterer optimalt.

Næste opgave er lørdag den 4. oktober kl. 13 på Vestamager mod Tårnby FF, som er et midterhold. At spille syv kampe og vinde dem alle, gør Husum til et eftertragtet bytte. Nu vil alle spænde ben for den flotte stime. Men med de fede supportere på sidelinjen og en optanket selvtillid, burde mandskabet nok kunne klare den hurdle.