Vinterjazz 2016 - der er masser at glæde sig til - også i Brønshøj

          dicte

Dicte, Mika Vandborg, Anna Kruse, Lars Bom, jazz for børn og jazz med swing. Der er mange gode grunde til at glæde sig til Vinterjazz 2016.

København har været en af Europas absolutte jazzhovedstæder lige siden 1960’erne og 1970’erne, hvor en række amerikanske jazzikoner gjorde byen til deres kreative base. Den danske jazz spirer fortsat den dag i dag, og København forvandler sig ikke mindst til en jazzby, når Vinterjazz løber af stablen i denne måned. Men Vinterjazz er ikke bare en københavnerfest. Festivalen er et landsdækkende sammenskudsgilde med mere end 600 koncerter fordelt på mere end 100 spillesteder landet over. Den 16. udgave af Vinterjazz er udvidet med en uge og varer fra 5.-28. februar og vores bydel tegner sig for gode bud på koncerter, som man ikke må gå glip af i årets flotte program.

The Rascall Swing Band

Der venter publikum glad og udadvendt swingmusik, som underholder, men aldrig går på kompromis med kvaliteten, når danske The Rascall Swing Band lægger vejen forbi Kulturhuset Pilegården lørdag den 6. feb. kl. 20. Rødderne er solidt forankret i 30’ernes og 40’ernes musik og henter inspiration hos navne som Django Reinhardt, Louis Armstrong, Svend Asmussen og Benny Goodman. På scenen finder man Lasse høj Jakobsen på vokal og violin, Jens Christian Kwella på lead guitar, Torben Bjørnskov på kontrabas) og Jon Noe på rytmeguitar. Koncerten er arrangeret af Brønshøj Copenhagen Jazz Club med støtte fra Københavns Musikudvalg og billetter koster 100 kr. i døren.

Dicte & Mika Vandborg

Oplev en af landets mest karismatiske sangerinder og stemmer i helt intime rammer. Dicte er altid musikalsk udfordrende og sjældent nærværende, uanset hvilken stilart hun kaster sig over. Hendes musikalske karriere startede, da hun som helt ung stiftede gruppen Her Personal Pain og siden 1994 og frem har hun udgivet flere anmelderroste soloalbums. Fans har dog måttet vente længe på nyt materiale, men lige straks bliver de belønnet med et fantastisk album. ”Perfume” udkommer i februar og et af de første stop på den kommende turne er i Kulturhuset Pilegården. Her går hun på scenen sammen med guitaristen Mika Vandborg, som også slår sine guitarstrenge i Love Shop og Electric Guitars. Billetter til 120 kr. købes på www.pilegaarden.kk.dk.

Anna Kruse trio og Lars Bom

Mandag den 22. feb. kl. 20 kan man glæde sig til en til en varm, poetisk og sanselig koncert, hvor nogle af Danmarks førende jazzmusikere fortolker den finlandssvenske digter Edith Södergrans digte. Jazzsangerinden Anna Kruse og den kendte skuespiller Lars Bom leder slagets gang med deres stemmer, når der bliver sat toner på de kraftfulde, livsbekræftende, sjove og hverdagsmagiske digte. Mellem sangene fortæller Anna Kruse om Ediths korte og intense liv. På scenen i Pilegården sammen med Anna Kruse og Lars Bom finder man Jeppe Holst på spansk guitar, steel guitar, banjo & elguitar, samt Eva Malling på bas. Billetter koster 90 kr.

De små spiser & hører jazz

Hvem siger, at jazz ikke både kan være dansabel og børnevenlig? Denne aften bliver der serveret børnevenlig mad krydret med lækker jazzmusik i børnehøjde. På scenen finder man Line Gaardmand & Anders’ Musikalske Eldorado og bossa nova, blues, vals og cha cha cha er bare nogle af de genrer, som Line og Anders spiller. Med sig har de masser af instrumenter, farverige rekvisitter, dans og teater og der skal både laves rim og remser, mimes, danses og spilles. Koncerten byder på sange fra albummet ”Hvem si’r man ikke kan danse til jazz” og publikum er meget velkomne til at tage rasleæg, en lille bold, en kunstig blomst og en børneparaply med.

Billetter til 65 kr. inkluderer mad og underholdning. Der er 10 kr. i rabat til 2700Familieklub og børn under 2 år spiser gratis med. Billetter købes på Pilegårdens hjemmeside.