- I 40 år har det lille kolonihavehus i Husum været en væsentlig del af vores liv

IMG_2395

Hvis man skal tale om vaskeægte kolonihave mennesker, så kan man ikke komme uden om ægteparret Lilia og Jan Zureck. Den 5. april i år kan de to fejre 40 år i deres lille, hyggelige kolonihavehus i Husum. 2700-netavisen har besøgt dem en halvkold formiddag umiddelbart før, den nye sæson starter.

– Ja vi kan ikke finde store ord nok for at beskrive vores store kærlighed til kolonihavelivet, siger parret samstemmende over en kop kaffe i deres lille paradis. – Det har simpelthen været halvdelen af vores liv, og vi har elsket hvert minut her. Og nej – navnet på vores hus – Rottehullet – er ikke taget fra Emmas lille hyggelige værtshus i “Huset på Christianshavn”. Det stammer fra Mallorca, som vi fast besøgte hvert år i en lang årrække. I Cala Mayor ligger der en restaurant, som hedder Rottehullet, og som er delvis ejet af et dansk par. Det vil sige, manden er spanioler, mens konen er dansker. 

IMG_2380

Det her sted er vores halve liv, siger ægteparret Zureck

Lilia og Jan købte deres første kolonihavehus i 1967, men det havde de ikke i så lang tid, før de måtte sælge det. Der gik imidlertid ikke så lang tid efter, før de havde købt et nyt i samme kolonihave, og det er det, de nu kan fejre 40 år sammen med.

De er begge opvokset i Husum, og begge deres familier har siden 1961 haft nære relationer til kolonihaven. Først var det Jans forældre, der købte et kolonihavehus, og fire år senere var det Lilias forældre, der rykkede ind. – I det hele taget har vores familier præget kolonien ret så kraftigt, siger de begge med et stort smil. – Vores søskende og onkler har alle haft hus her, og det har naturligvis været hyggeligt.

Naturligvis var alt meget primitivt i starten. Der var for eksempel ikke noget, der hed køleskab, eftersom vi ikke havde EL i haven. Derfor måtte vi om sommeren have fat i store isblokke, vi kunne lægge i fryseskabet, så tingene kunne holde sig nogenlunde kolde. Toiletter var der heller intet af, men man klarede sig og accepterede forholdene. Vi kunne jo li’ at være her. 

IMG_2382

Sæsonen står for døren, og så skal alt gøres klar. Der er nok at se til, når man har et kolonihavehus.

Men kolonihavelivet har forandret sig med årene. Der er ikke mere det nære sammenhold, man havde i gamle dage. Dengang kom vi alle hinanden ved og kunne drikke en øl eller kop kaffe sammen. Kigge ind til hinanden uanmeldt eller få en snak over hækken. I dag er enhver sig selv nærmest, og det lever vi så med. Det giver sig også udslag, når vi holder kolonihavefest. Det er fortrinsvis den gamle garde, der møder op og bliver, til det slutter. De unge kan godt deltage i spisningen, men siver stille og roligt væk derefter.

IMG_2389

Pladsen kan godt være lidt trang i køkkenet, men det betyder intet, “vi er på landet”, når vi er her.

En af vores største oplevelser var, da vi fejrede sølvbryllup i kolonihaven. Det var fantastisk. Man havde gjort så meget for, at vi skulle ha’ en uforglemmelig oplevelse. Stillet æresport op, lavet flagallé og meget mere – det glemmer vi aldrig nogensinde. Så at vi elsker dette sted, kan enhver vel forstå.

Vores sæson i kolonien starter 8. – 14. april og varer helt til udgangen af september. Det er en tid, vi ser frem til gennem hele vinteren. Og tro ikke, vi ligger på den lade side med hensyn til planlægning af den nye sæson. Faktisk bruger vi meget tid på at tilrettelægge både ændringer i haven og indenfor i huset. Og vi taler da også om, hvordan tingene skal være, efterhånden som vi bliver ældre. For vi opgiver aldrig nogensinde vores lille kolonihavehus.

IMG_2385

Træerne skal beskæres på de rigtige tidspunkter, og det er selvfølgelig gjort

Så må haven gøres mere enkel, der må sløjfes nogle bede, så det ikke kræver så meget. – Ja jeg skal dø her, indskyder Jan bestemt men med et lille smil. – Det her er vores lille paradis, og det beholder vi så længe, vi kan trække vejret.

IMG_2388

Det her er vores yndlingsplads, den lille terrasse bruges flittigt i hele sæsonen

Var vi unge i dag, gjorde vi med største glæde det hele om igen. Ingen tvivl om det. Men foreløbig vil vi i stilhed fejre de 40 år i kolonihaven den 5. april. 40 dejlige år – slutter parret.

Lilia og Jan Zureck er dem, der har boet længst i kolonien.