Brønshøj gjorde det igen - hænger flot på i toppen !

En af de kampe BB havde frygtet mest her i det spændte forår var udekampen mod Frederikssund, som man aldrig havde prøvet at vinde over. Men sandelig om ikke de sortgule gik hen og brød den kedelige stime og vandt det yderst vigtige opgør med 2-1 efter 1-0 ved pausen.

Inden vi går til selve kampen, så skal lyde en kæmpe ros til BB’s fantastiske tilhængere. Selv på udebane præsterer man at have overvægt, og kampen i gennem blev spillerne støttet og bakket op til den store guldmedalje.

BB bragte sig i spidsen kort før pausen ved Lukas Kiilerich under stor jubel fra de mange Brønshøj fans. Et dejligt tidspunkt at bringe sig i spidsen på.

Efter pausen bragte Ali Shah BB foran 2-0 efter knapt 70 minutter, og den stilling holdt til umiddelbart før tid, hvor hjemmeholdet fik reduceret til slutresultatet 2-1 til Brønshøj.

Sejren betyder, at BB nu konsoliderer sin andenplads – fire point foran nærmeste forfølger, som er Glostrup. Men det er fortsat Sundby, der fører an med fem point mere end BB, så de bliver svære at hente. Men som nævnt tidligere vil en andenplads give en playoff kamp mod to’eren i den anden oprykningspulje. Så får BB ikke førstepladsen, som giver direkte oprykning, så må vi bare indstille os på en lidt mere besværlig vej mod det forjættede mål – 3. division !!

På lørdag den 18. maj skal BB møde Hørsholm-Usserød på Tingbjerg Ground i en kamp, der starter kl. 14.00. Parolen er den samme – sejr og tre point i banken – hvis håbet fortsat skal leve.

Men flot, flot af Brønshøjs bedste mandskab at holde skansen i de nervepirrende kampe !