Dengang Brønshøj var en sjællandsk landsby (14): Det første kollektivbyggeri (1)

Vor lokale forfatter Paul Moes skrev i 1949 bogen “Det gamle Brønshøj – og det nye”, og som fortæller historien om bydelen, som den var engang, og som den endte med at blive. Det er meget interessant stof, som vi på netavisen agter at bringe videre. Vi ved jo, at læserne er glade for historier om det gamle Brønshøj, hvilket helt klart kan ses på besøgstallene. Paul Moes boede i en lejlighed på Brønshøj Torv i den ejendom, hvor Lån & Spar ligger i dag. Man skal være opmærksom på, at bogen som nævnt er skrevet for 75 år siden, og at tiden efter ikke er med.

Efter en længere pause er vi nået til 14. afsnit: Det første kollektivbyggeri

I 1897 var Arbejdernes Hundredmandsbyggeforening “Enigheden” blevet stiftet. Det var en af de allerførste byggeforeninger i hovedstaden, ja i hele Danmark, der var stiftet på rent kooperativt grundlag. Begyndelsen blev gjort ved, at en gruppe havelejere på Dolmanns Jorder drøftede muligheden af selv at få hus og have. Mange af disse mennesker havde i forvejen dårlige boligforhold i Nørrebros sidegader, og de gik med en naturlig drøm om at komme ud, hvor der var lys og luft. De fleste af foreningens medlemmer var håndværkere og arbejdere. Året efter foreningens oprettelse blev der i Folketinget vedtaget en lov om statsstøtte til byggeri af arbejderboliger, og på denne måde fik foreningen rådighed over et betydeligt beløb. Oprindelig havde man tænkt at købe et areal i Utterslev, men det viste sig, at prisen var for høj. I stedet købte man Anders Sørensens gård i Brønshøj med tilliggende jord for 29.800 kroner. Gårdens bygninger, der var meget forfaldne, blev af bestyrelsen solgt til Djalmar Petersen, bedre kendt under navnet Gisper Petersen, for 485 kroner til nedrivning. Arealet blev udstykket i hundrede lige store parceller, hver på 281 kvadratmeter, og parcellerne fordelte man ved lodtrækning blandt medlemmerne. Købet af grunden i Brønshøj gav anledning til uro indenfor foreningen, fordi medlemmerne syntes, at den lå for langt udenfor byen. Sporvognene var endnu ikke kommet i gang, og det var heller ikke almindeligt at cykle.

I marts 1899 kunne man nedlægge grundstenen til det første hus. Det var ejendommen på Brønshøjholms Allé 40. I grundstenen blev nedlagt et blyrør indeholdende en guldtyvekrone og en guldtikrone samt nogle småmønter. I det følgende år skød de 100 huse på det 40 tønder land store areal op som paddehatte af den våde jord. I månederne lige efter århundredeskiftet begyndte det nye byggeris beboere at flytte ind. Der var stor glæde blandt dem. Det var et andet liv end det, de kunne føre i baggårde i Nørrebros sidegader. Også børnene var lykkelige. I alt medbragte tilflytterne cirka et par hundrede børn.

Den stråtænke idyl på venstre billede er “Vennely” – en restauration der for år tilbage lå på hjørnet af Frederikssundsvej og Brønshøjholm allé. Det var et meget folkeligt og ret livligt sted, i hvis have sigøjnertrupper i perioder holdt til. Den gamle bygning blev revet ned i begyndelsen af tyverne, da Frederikssundsvej udvidedes. I stedet opførtes den mærkelig lave bazarbygning, der ses på billedet til højre.

Da man var nået så vidt, havde foretagendet alt iberegnet kostet cirka 500.000 kroner. “Enigheden” kom ud for mange storme – mest af økonomisk karakter – men alligevel betød denne bebyggelse den gang for Brønshøj, at bydelen var nået endnu et skridt fremad. Det var noget helt nyt, der var forsøgt, og “Enigheden” blev en attraktion. Både fra ind- og udland kom der mennesker, der ville se husene og have nærmere oplysninger om, hvordan man havde grebet det an.

Blandt sine medlemmer havde foreningen foruden daværende folketingsmand K.M. Klausen en anden af Socialdemokratiets betydelige mænd, nemlig den senere statsminister Thorvald Stauning.

Stauning kom til at bo i Enigheds Allé 21, men allerede i 1902 afstod han sit hus. Stauning flyttede fra Brønshøj, fordi de lange fodture til og fra byen tog for meget af hans tid. I virkeligheden opløstes foreningen allerede i 1909, da det lykkedes en sagfører at få gennemført en omprioritering af bebyggelsen, til trods for at det viste sig at betyde meget store tab.

Alligevel blev “Enigheden” trods mange vanskeligheder et bevis på, at der selv med små midler boligmæssigt kan skabes sundere og bedre hjem end de, der findes i en storbys sidegader.

I øvrigt var “Enigheden” den egentlige anledning til, at Brønshøj på daværende tidspunkt fik vand og gas, men hele dette byggeri var også medvirkende til indlemmelsen af Brønshøj i Københavns Kommune.

Blandt de fremskridt der fulgte efter indlemmelsen, var den elektriske sporvogn, der kort efter århundredeskiftet førtes igennem fra Nørrebros remise til Brønshøj kro. Lige udenfor kroen byggede man den første sporvogns-ventesal, et lille træskur. Det nye befordringsmiddel blev hurtigt populært, fordi det i så høj grad lettede den besværlige vej til byen. Sporvognen der ikke havde noget nummer, blev bare kaldt Brønshøj-linjen. Der var ingen sporvognssløjfe eller andre muligheder for at sporvognen kunne vende. Man kunne klare sig med et vindespor, når den skulle tilbage til byen.

Brønshøj havde også fået sin første telefoncentral. Den var lille og primitiv, men også den var et fremskridt. Centralen var indrettet i en ejendom, der lå, hvor Brønshøj Selskabslokaler nu har til huse, og den var ikke større, end at det var muligt at drive den sammen med en købmandsforretning. I det samme lille hus boede i øvrigt også i en periode Brønshøjs eneste politibetjent.

Det varede nu heller ikke længe, inden Brønshøj fik sin første biograf. Den indrettedes omtrent overfor den nuværende i ejendommen Frederikssundsvej 150, og det var digteren Johan Skjoldborg, der fik bevilling til at drive den. Skjoldborg havde bevillingen til 1934.