Dengang Brønshøj var en sjællandsk landsby (9)

Vor lokale forfatter Paul Moes skrev i 1949 bogen “Det gamle Brønshøj – og det nye”, og som fortæller historien om bydelen, som den var engang, og som den endte med at blive. Det er meget interessant stof, som vi på netavisen agter at bringe videre. Vi ved jo, at læserne er glade for historier om det gamle Brønshøj, hvilket helt klart kan ses på besøgstallene. Paul Moes boede i en lejlighed på Brønshøj Torv i den ejendom, hvor Lån & Spar ligger i dag. Man skal være opmærksom på, at bogen som nævnt er skrevet for 73 år siden, og at tiden efter ikke er med.

Endnu for godt en snes år siden lå de gamle idylliske kærhuse overfor gadekæret. det var hyggelige, små landsbyhuse. Til højre i dette billede skimtes “Pilegården”. Nederst ses den store, massive rødstensejendom, der nu ligger ved vejen forbi gadekæret. det er hensigten med tiden at sløjfe gadekæret som led i Brønshøj Torvs udvidelse.

I dag er vi nået til 9. afsnit:

Den første skole

Få år senere besluttede Frederik IV sig til på Krongodserne at oprette 240 skoler – de såkaldte rytterskoler – i de distrikter, hvor regimenterne lå. På den måde fik Brønshøj i 1723 sin første rigtige skole. Den blev bygget ved byvejen ved gadekæret. Her ligger den gamle rytterskole stadig, selvom der vel næppe mere er så meget tilbage af den oprindelige bygning. Det kostede dengang 550 rigsdaler at bygge en skole, og så var der endda foruden skolestuen også bolig for skolemesteren. På den sten der blev indmuret i den gamle skole, står der:

“Halvtredsindstyve år, Gud ! har du mig opholdet, at sygdom, krig og pest mig intet ondt har voldet, thi yder jeg dig tak og breder ud dit navn og bygger skoler op, de fattige til gavn”.

Bagved skolen lå skolemesterens have, og foran foran den ned mod torvet var der byjord. I denne skole skulle nu samles børn fra hele sognet. Det betød, at mange af dem fik en meget lang vej til skole, og om vinteren, når vejret var dårligt nåede kun et fåtal af børnene frem til den.

På dette sted blev der holdt skole i cirka 200 år helt frem til 1922, og der indrettedes bibliotek i bygningen. Under besættelsen ved sidste krig blev den brugt til station for mandskabet for Civil-beskyttelsen. Efter krigen er den i væsentlig grad blevet anvendt som anneks for Københavns bymuseum.

I flere menneskealdre var den Brønshøjs eneste skole. Nu synes det som livet dengang, for århundreder tilbage, selv i det daglige, må have haft mere farve end nu. Og ikke mindst når der holdtes fester, hvor måske den halve eller hele landsby deltog. Man fejrede bryllupper, barnedåb og begravelser. Eller man red sommer i by eller fejrede, at høsten var bragt i lade. Man havde dog også mange alvorlige ting at tænke på.

Måske var stavnsbåndet det problem, der tyngede bondestanden mest. Bønderne var i egentligste forstand ufri. De kunne intet gøre på egen hånd. Det lå dog indenfor en herremands myndighed at udstede et “fribrev”, en skrivelse hvor i bonden løstes fra sine forpligtelser. For at være gyldigt skulle det dog oplæses i retten. Noget sådant skete også nogle gange i Brønshøj, for eksempel da en mand, Johannes Laursen, Brønshøj fik fribrev. Det lød således:

“Kiender jeg underskrevne Bolle Luxdorph Roosse, Eyere til Husumgaard og hermed witterlig Giør, at hafve Frigifvet og løsladt saasom jeg herved for wornede Rettighed, Frigiwer og løslader Johannes Laursen, Barn født på mit gods, Huusum, at Hand herefter må tienne, Bygge og Boe, hvor hannem det godt siunnes og Gud og Lychen hannem det vil forunde uden nogen Hindring af mig eller efterkommere, Husumgaards Eyere i alle maader”. Til bekræftelse inder min Haand og Zignet, Bolle Luxdorph Roosse.

Det var i året 1725, og der skulle gå adskillige år endnu, inden man begyndte at skimte det, man i vore dage anser for elementære menneskerettigheder. Livet kunne være svært, så beboerne i Brønshøj sogn, der i mange retninger af meget usikkert stillet, måtte være glad for hver dag, der gik godt. Man var i næsten fortvivlende grad afhængig af, om der pludselig kunne komme misvækst, sygdom blandt kvæget eller ildebrand. Man kunne ikke sikre sig. Hver af disse ting var i stand til når som helst at gøre selv en velstillet mand fattig. Dertil kom, at sygdomme, der i vore dage forholdsvis let kan lade sig helbrede, dengang ofte var dødelige. Levealderen lå væsentlig lavere. det var ikke særlig almindeligt, at folk blev gamle. Begrebet hygiejne eksisterede ikke, hverken for den enkelte eller for hele det lille bysamfund.

fortsættes