Gode træningskampe for Stadion i weekenden

Vor lokale håndboldklub IF Stadion som holder til i ECV-hallen i Husum havde fredag og lørdag i sidste uge arrangeret træningskampe mod gode modstandere. Det blev til to gode kampe, som bestemt gav løfter om en lovende sæson.

Den første kamp blev spillet fredag aften mod 1. divisionsholdet fra Otterup HK, og den tabte Stadion godt nok med 27-21, men efter at have ført 13-10 ved pausen.

En fremragende første halvleg fra IF Stadion bød på både godt flydende angrebsspil med gode detaljer, stærkt dynamisk forsvarsspil og glimrende målmandspræstationer fra både Tobias Horne og Henrik Schlichter.
Stadion kom også godt ud efter pausen, men desværre gik luften af ballonen midt i anden halvleg. Det blev prompte straffet af Otterups stærke kontramaskine, og udeholdet kunne desværre trække fra til sidst.
Intet skal dog tages fra Stadion, der leverede en fremragende præstation over hele linjen i de første 40 minutter af kampen.

 

Uafgjort mod lokalrivaler i intens kamp.

IF Stadion – FIF
23 – 23 (10 – 10)
Lørdag dannede Energicenter Voldparken rammen om lokalopgøret mellem de evige rivaler Stadion fra Brønshøj og FIF fra Frederiksberg. Et opgør hvor begge mandskaber aftenen forinden havde været i kamp. Der var dog ikke træthedstegn at spore hos nogle af holdene, idet kampen generelt blev spillet i et højt tempo med god intensitet.
Hjemmeholdet lagde da også bedst ud, hvor især forsvaret, flot anført af nytilkomne Nikolai Keller, var iøjnefaldende og bundsolidt, mens angrebsspillet ligeledes flød dynamisk og godt. IF Stadion kom hurtigt foran 2-0.
Undervejs i 1.halvleg fik gæsterne dog også fat i forsvaret. Med et godt 5-1-forsvar og gode målmandsaktioner havde Stadion svært ved for alvor at trække fra. Holdene gik til pause ved stillingen 10-10.
Fysikken satte sit præg på 2. halvleg, hvor begge hold måtte spille flere perioder i undertal. Her viste Stadion-skytten Casper Wager sig dog fornemt frem som både målscorer og oplægger, hvilket gav hjemmeholdet flere små føringer undervejs.
FIF gav dog ikke op, og med 6 minutter igen havde FIF tilkæmpet sig en 2 måls føring, og det lignede en sejr til de hvide fra Frederiksberg. Men takket være effektive angrebs åbninger og ikke mindst to 100 procents redninger fra Toraldur Kollsker i målet kom Stadion tilbage på uafgjort, og havde med 7 sekunder igen bolden og muligheden for at tage sejren. Chancen blev dog forhindret af en FIF-spiller, og kampen endte 23-23.