Husum afgjorde det hele i første halvleg og slog Kastrup ude med 4-2
Bare en enkelt halvleg var nødvendig for Husum for at afgøre udekampen mod Kastrup. Her bragte de blåhvide sig foran 4-1, og det lykkedes kun for hjemmeholdet at få reduceret en enkelt gang til slutresultatet 4-2 til Husum.
Andreas Blinkilde gjorde det til 1-0, Patrick Andersen til 2-0, så reducerede Kastrup til 2-1, men inden pausen havde Magnus Andresen og Julius Find gjort det til 3-1 og 4-1.
Sejren bringer Husum op på en fjerdeplads i rækken, og med det spil holdet viser for tiden, tyder det godt.
Næste opgave er på lørdag den 2. november, hvor Husum hjemme i Husumparken tager imod NB Bornholm kl. 15.30.