Stadion vandt for fjerde kamp i træk og spiller pokalkamp på torsdag

Det var godt nok Rødovres andethold, men de er altså ikke sådan lige kimse af, eftersom der er flere “modne” divisionsspillere i truppen. Og lugter de først savsmuld, så kan de blive farlige. Men lad os komme til kendsgerningen, at IF Stadion vandt sæsonens fjerde sejr i træk. Resultatet blev 28-25 efter 19-8 ved pausen.

                   

Netop halvlegsstillingen giver os dog anledning til at nævne det med “den modne garde” hos Rødovre. For da Stadion spillerne mistede fokus efter pausen, så åd hjemmeholdet sig langsomt ind på Brønshøj mandskabet. Heldigvis dog ikke mere end at Stadion endte med den endelige sejr. Men puh ha – i modsætning til klassespil de første 30 minutter, så blev de sidste stik modsat.

Torsdag aften kl. 19.30 får Stadion endnu engang besøg af Virum Sorgenfri, som holdet besejrede i ECV-hallen for kort tid siden. Det sker i pokalturneringen, og kampen spilles samme sted. Og så bliver Stadions næste modstander i 3. division ellers Herlev/Hjorten – også hjemme i ECV-hallen lørdag den 26. oktober kl. 16.30.

Men lad os slå fast – det ser lovende ud for vore lokale håndbolddrenge !