Tak til Brønshøjs spillere for en fortryllende aften på Tingbjerg Ground

Når man som nyt 3. divisionshold trækker en gammel storklub som Vejle, så sidder man automatisk med fornemmelsen af, at om lidt går det galt. Sådan var det også denne vidunderlige tirsdag aften på Tingbjerg Ground, hvor Brønshøj skulle bide skeer mod superligaklubben. Men det gik ikke galt. Brønshøjs mandskab spillede en formidabel kamp med indædt fight over hele banen, og så gik det helt efter fortjeneste.

Brønshøj kom hurtigt foran, men Vejle fik udlignet mod slutningen af kampen

De første 90 minutter sluttede 1-1, og så måtte man i gang med forlænget spilletid. Her blev man ekstra betænkelig, for kunne BB’s spillere stå distancen ? Men igen – det kunne de. Der blev ikke scoret i de to gange 15 minutter, og så skulle man til straffespark konkurrence. Og her viste de trætte sortgule drenge, at den opgave kunne de også klare. Da alle spark var eksekveret, stod der 6-5 til Brønshøj på resultattavlen.

De kan komme med Parken, Brøndby Stadion, Århus ditto eller Ålborg for den sags skyld – ingen er så hyggelig og stemningsfuld som Tingbjerg Ground. Og så er banen super duper !

BB har spillet sig videre til næste runde af pokalen ved at slå et superligamandskab ud. Nuvel østjyderne har endnu ikke vundet en sejr i den nye sæson, men alligevel. Fantastisk imponerende af Brønshøjs drenge, som fulgte taktikken fra første sekund. Op i haserne på dem – fuld pres, så de ikke kommer i gang, og det lykkedes, selvom drengene naturligt nok var trætte til sidst. De kommer til at sove godt i nat.

Netavisen fik en lille snak med nogle tilrejsende Vejle tilhængere, og de var synligt imponerede af de sortgule og med rette betænkelige for kampens resultat. Denne aften skulle have været Vejles  vendepunkt.

Mellem 12 og 1300 tilskuere fulgte opgøret- og de fik fuld valuta for pengene.

Brønshøj er med i bowlen næste gang, der trækkes lod i pokalen. Så lad os få FCK eller Brøndby på Tingbjerg Ground – vi er på vej mod pokalfinalen !!

Tak for en super skøn sommeraften på Tingbjerg Ground til BB dejlige drenge !