Tiden nærmer sig, hvor Brønshøjs nye kulturhus BRØK åbner torsdag den 22. august

Torsdag den 22. august åbner Brønshøjs nye kulturhus, BRØK i den ombyggede Brønshøj Gamle Skole tæt på Brønshøj Torv. BRØK rummer både værkstedsfaciliteter, musiklokaler, mødelokaler, foredrags-/koncertsal og en hyggelig café, og i løbet af efteråret åbner et nyt, stort keramikværksted i det gamle Kulturhuset Pilegården, som også hører under værkstederne i BRØK.

BRØK har tidligere inviteret til samarbejde og samskabelse med lokale borgere og kommende brugere af værkstederne. Allerede nu har man haft to møder henholdsvis den 4. og den 16. juni, og onsdag den 12. august vil fokus være på åbningen af BRØK, som sker torsdag den 22. august.

Netop den dato bliver lidt mindeværdig, for da er det gamle medborgerhus Pilegården, som senere blev kulturhus – historie på den gamle adresse Brønshøjvej 17-19.

Lad os i den anledning hurtigt kigge lidt på Pilegårdens historie. Vi var jo en del, der i sin tid var med til at indvie det stolte og populære sted. som blev et samlingspunkt for mange i lokalområdet.

Pilegården har huset adskillige lokale foreninger og har haft kulturtilbud såsom koncerter, foredrag, teater, motion, messer og markeder. Desuden har Kulturhuset udlejet lokaler til kurser, selskaber mm. og har haft ca. 100.000 besøgende årligt.

“Pilegården” blev bygget i 1934 som en tilbygning til bagbygningen fra 1927, hvor bygherren var Løvens Kemiske Fabrik, som i de år flyttede deres produktion til Brønshøj på den grund, hvor “Hans Christs Gård” lå. I en af længerne på gården lå et kurvemagerværksted, og afskårne pilekviste blev fragtet dertil, og det gav senere navn til “Pilegården”.

Da Løvens Kemiske Fabrik flyttede i 1958, rykkede Teknologisk Institut ind i bygningerne og oprettede forskellige tekniske fagskoler. I 1978 overtog Københavns Kommune komplekset med socialcenter og andre institutioner i hovedbygningen. Bagbygningen blev samtidigt indrettet til medborgerhus og blev fra september 1983 drevet af KUC (Københavns Ungdoms Centre).

Og lidt om den gamle skoles historie

Vi har tilladt os at citere lidt fra Helge Baun Sørensens fremragende bog “Brønshøj Bogen”, hvor han også har skrevet om Brønshøj Gamle Skole.

Helge Baun skriver blandt andet:

Den firkantede Bedstemor And bygning ved gadekæret har ligger her siden Brønshøj var landsby med bønder, køer og marker. Den gamle skole har den heddet siden 1920’erne, hvor den nye skole blev den nye.

(Postkort Lokalhistorisk Selskab)

Skolen er bygget i år 1900, på et tidspunkt hvor landsbyen Brønshøj mærker vokseværket for alvor.

Det var på Brønshøj gamle skole, at skoletandlægen i mange år havde til huse på øverste etage, hvor alle frygtede at komme, for der blev boret, og det gjorde ondt. I kælderen lavede de madpakker til alle skolebørn i bydelen, skolemadpakker, der indeholdt fire madder, som man skulle spise, uanset om man havde lyst. Sildepostej, gummiost eller de mere attraktive ekstramadder med syltetøj eller fedt.

Det skal tilføjes, at Helge Baun Sørensen, som netop i år har modtaget Brønshøj Lokaludvalgs Bydelspris 2024, har udgivet to fine bøger om bydelene Brønshøj og Husum. Førstnævnte kom i 2017, mens den anden blev udgivet to år senere i 2019. Absolut to bøger som er værd at anskaffe sig, da de giver kortfattede og meget interessante glimt af lokalhistorien.

Om ikke så lang tid kommer der så nyt liv i Brønshøj Gamle Skole, som samtidig døbes om til BRØK.