Så kan netavisen præsentere en 112 år gammel bydelshistorie: "Sigøjnere i Brønshøj"

Brønshøj fik i 1910 et længere besøg af en sigøjnerklan. Sigøjnerne fik med kongens hjælp lov til at opholde sig i landet, og pressen beskrev gruppen som ”en af de rigtig gode gammeldags omstrejfer-familier”. To år senere blev gruppen omtalt som ”sigøjnerbande”, og et folketingsmedlem viderebragte udsagn om børnemishandling, kvindehandel og barnemord.

Netavisen kan igen bringe en helt vild nostalgisk historie fra det gamle Brønshøj. Denne gang om Sigøjnere i Brønshøj, og det er igen Finn Olsen, som har stået for denne fantastiske historie.

Vennely i Brønshøj

Sigøjnerklanens overhoved var sigøjnerhøvdingen Andreas Taikon. Gruppen havde indlogeret sig med deres husvogne ved traktørstedet Vennely i Brønshøj, hvor sigøjnerprinsessen ”Den Skønne Marietta” optrådte med sang og dans. Vennely lå på Frederikssundsvej 146 ved det nuværende hjørne mellem Frederikssundsvej og Brønshøjholms Alle.

                                 

Personer fra Taikon-klanen før de skal optræde på Lorry. Yderst th. står ”Den Skønne Mariette” som alle mænd var ved at falde i svime over

Pressen beskrev med stor interesse de særegne mennesker, der gik klædt i pjaltet tøj, men var udsmykket med store sølvmønter og dyre guldure. ”Den Skønne Marietta” var 21 år og var sigøjnerhøvdingens datter. Hun havde tidligere sammen med sin bror optrådt med sang og dans i Lorry på Frederiksberg, og hun blev beskrevet som den smukkeste sigøjnerkvinde, der har opholdt sig på vore breddegrader. Alle mænd var ved at falde i svime over hende.

Besøg af kongen

Sigøjnerne levede af handel med blandt andet heste, samt optræden med musik og dans. Gruppens kvinder og børn gik desuden rundt på gårdene, hvor de tjente penge ved at spå. Før gruppen kom til Brønshøj, havde den haft lejr ved Fredensborg. Her var Kong Frederik den 8. uanmeldt dukket op for at blive spået af sigøjnerdronningen, Taikons kone. ”Den Skønne Marietta” havde bagefter sunget og danset for kongen. Til Aftenbladet kunne de fortælle, at de havde læst kongens hænder, og at de havde spået, at han ville blive 90 år. Det var kongen yderst tilfreds med.

Andreas Taikon og hans kone Voroschana Elisabet

I audiens

Fremmedloven forbød dengang “tatere og andre rejsende” at opholde sig inden for Danmarks grænser, og under opholdet i Brønshøj blev familien udvist fra Danmark. Sigøjnerdronningen, der jo nu havde gjort kongens bekendtskab, besluttede at bede kongen om hjælp. Hun mødte derfor op på Amalienborg for at tale sin sag hos kongen, men da kongen ikke gav audiens den pågældende dag, blev hun afvist ved portvagten. Hun tog imidlertid opstilling på slotspladsen, hvor kongen fra sit vindue fik øje på hendes maleriske påklædning, og kaldte hende ind. Hun forklarede kongen, at de havde opholdt sig i 36 år i landet og betragtede Danmark som deres hjem.

Det fik Kongen til at ringe til justitsministeren, som han bad ”fare lempeligt” med sigøjnerfamilien. Han gav sigøjnerdronningen 40 kr. (svarende til ca. 2.500 kr. i nutidsværdi) for familiens ulejlighed. En ”automobildrosche” kørte derefter sigøjnerdronningen til justitsministeren, hvor tilladelsen til familiens ophold i landet allerede lå klar.

fortsættes næste uge