5. klasse på Tingbjerg Skole får et skoleår fyldt med tegneserier
Det bliver et ekstra sjovt skoleår for 5. klasse på Tingbjerg Skole. De skal nemlig være en del af ”1 ÅR MED TEGNESERIER”. Et projekt der bliver til i samarbejde mellem Dansk Forfatterforening, Tingbjerg Skoles PLC (skolebibliotek) og Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus.
Kan tegneserier øge læselysten?
Børn læser mindre og mindre, og især omkring 5. klasse sker der et alvorligt knæk i læselysten. Det kan der være mange grunde til; men et godt bud er, at det især er i denne alder, hvor litteraturen kommer i skarp konkurrence med digital underholdning om børnenes opmærksomhed. På Tingbjerg Skole er eleverne med til at teste hypotesen om, at tegneserier kan øge den generelle læselyst og dermed konkurrere med digitale underholdningsformater. De får derfor et skoleår med tegneserieworkshops og tegneserier i undervisningen. Leena Bækdal Jensen er PLC-medarbejder og tovholder for projektet på Tingbjerg Skole, og hun glæder sig både på egne og elevernes vegne:
– Vi glæder os helt vildt meget over at være en del af projektet ”Et år med tegneserier!”, og glæder os først og fremmest til at eleverne får fingrene i et væld af forskelligartede tegneserier og graphic novels, som de kan dykke ned i. Det er super spændende at få litteraturen, det æstetiske og visuelle til at fylde mere i elevernes skolegang og hverdag, og projektet giver mulighed for at eleverne bliver klogere og nysgerrige på hvad litteratur er og kan.
Tegneseriekunstner ud på skolen
Den primære aktivitet er en række tegneserieworkshops, som afholdes af tegneserie skaberen Katrine Clante, der skal undervise 5. klasse i at lave deres egne tegneserier. Idéen er, at en kombination af workshops og inkorporering af tegneserier som en del af den almene læring i fagene billedkunst og dansk kan grave både læse- og tegneserieglæden frem i eleverne. På skolen ser man frem til samarbejdet med en professionel tegneserieskaber: – Vi håber på at samarbejdet med en professionel illustrator kan skabe afsæt for at åbne elevernes øjne for den grafiske og visuelle litteratur fra andre vinkler og give dem en bevidsthed om sam- eller modspillet mellem tekst og illustrationer. Og vi glæder os særligt over at projektet lægger op til eleverne som deltagere og producenter, og vi håber det giver elevernes læselyst et boost. Vi glæder os til at komme i gang!Kan et år med tegneserier øge læselysten_ – Dansk Forfatterforening
Mere om projektet:
”1 ÅR MED TEGNESERIER” er et projekt, som Dansk Forfatterforening laver i samarbejde med syv PLC’er (pædagogiske læringscentre/skolebiblioteker) rundt om i landet. Hver skole får besøg af en tegneserieskaber, der skal lave workshops for eleverne på mellemtrinnet. Læs mere om de deltagende skoler og kunstnere her: