En lille historie om Pastor Holck, som har lagt navn til Holcks Plads

Der er dukket et ældre brev op på netavisens redaktion. Et brev fra 17. december 2019 skrevet af 95-årige Urban Holck. Desværre har det tilsyneladende forputtet sig, og det beklager vi meget. Men naturligvis skal det da offentliggøres.

________________________________________________________________________

Urban Holck skriver:

Min bedstefar Johan Christoffer Holck var provst i Brønshøj Kirke i 10 år – (1904-1914) – og i en af hans nytårsprædikener indgår et nytårsdigt, der lyder som følger:

                               

Nu ganger det gamle år på hæld, og talte er snart årets dage. Snart udrinder dets sidste kvæld, så glider vi stille tilbage til fortidens store og mørke grav, med alt hvad det tog og alt, hvad det gav.

Glædelig nytår til alle, det ønsker af hjertet jer gamle præst.

Efter hans død flyttede hans kone til Allégade på Frederiksberg, hvor hun døde i 1931. Samme ejendom hvor jeg bor i Allégade 15. Jeg er nu 95 år og bor alene på adressen.

Hvis nytårsdigtet har interesse, må det meget gerne bringes.

Med venlig hilsen

Urban Holck

PS: Holcks Plads i Brønshøj er opkaldt efter min bedstefar.

 

_______________________________________________________________________

Vi har forsøgt at få forbindelse med brevskriveren, men forgæves. Måske er han ikke mere. Men i hvert fald er vi glade for, at digtet trods alt bliver offentliggjort om end temmelig forsinket.

Netavisen har tjekket lidt op hos Brønshøj Kirke. Her fortæller Martin Bjarklev, at hukommelsen tilsyneladende spiller brevskriveren et puds, for Provst Holck (som Holcks Plads er opkaldt efter) hed Søren Hagerup Holck. Jens Christoffer Holck var far til provsten og altså oldefar til Urban Holck.