Rendyrket, guitarbaseret bluesrock og løssluppen ekvilibrisme

På torsdag den 12. januar kl. 20-22 kan man i Pilegården opleve en af landets mest feterede guitarister i en gang rendyrket, guitarbaseret bluesrock og løssluppen ekvilibrisme ..

Der er højt til loftet i B-Joes Blues Joint – men også en god, solid jordforbindelse, som sikrer både tyngde og ballast. På scenen er der musikere, der alle har spillet tusindvis af koncerter, lavet masser af plader og turneret over det meste af Europa og i USA. Kort sagt: Et band med et i Danmark sjældent set overskud – både i musikken og i fremførelsen af den.

B-Joes passion for bluesmusikken udmøntede sig for nyligt i udgivelsen af romanen Korsvejen, der dykker ned i myten om bluesmanden Robert Johnsons berømte møde med Djævelen.

B-Joes egen personlige blueslyd er inspireret af de ægte Mississippi-bluesmænd, som han utallige gange har jammet med på de små ydmyge bluesjoints i Clarksdale og de andre små byer i Mississippi-deltaet.

Der er lagt op til et festfyrværkeri af bluesnumre i alle afskygninger, både klassiske og hjemmelavede leveret med et supersejt sceneshow, som fyres af på en karakteristisk, afslappet måde – gerne med et charmerende drenget smil på læberne.

LINE-UP:

Joe Johansen (B-Joe), guitar & vokal
Bjarne Christensen, bas
Flemming Olsen, trommer
Nils Henriksen, guitar

Nils Henriksen

Til koncerten i Pilegården har bandet inviteret vennen Nils Henriksen med som gæstestjerne. Nils Henriksen har blandt andet har arbejdet som guitarist/producer for navne som Sebastian, C.V. Jørgensen, Kim Larsen, Kliché og Michael Falch.

Glæd dig til rendyrket, guitarbaseret voodoobluesrock og løssluppen ekvilibrisme a la Hendrix.

Koncerten er arrangeret af Music House Brønshøj med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

Entré 160 kr.