Netavisen til premiere på årets Tivoli Revy - super underholdning !

For netavisens udsendte til årets Tivoli Revy i Glassalen var kendsgerningen, at kun to navne skinnede klart igennem på programmet – Lisbet Dahl og Thomas Eje. Så det var med en vis spænding at skulle se, hvad de øvrige tre – Rikke Buch Bendtsen, Mikkel Becker Hilgart og Rikke Bilde kunne levere. Men hold da op – det hele var en stærk enhed med super præstationer. 

Tivoli Revyen 2024 er ganske enkelt særdeles underholdende, og bortset fra en lidt træg start, så kørte kurven sig støt og roligt op ad. Og hvad indholdet angår rent tekstmæssigt, så lå det meste på højeste skala. Man kunne grine igennem – og de emner som blev taget under behandling sad lige i skabet.

Vi får naturligvis igen evigt unge Lisbet Dahl i rollen som bl.a. Lars Løkke, hvilken hun behersker til fulde – måske også fordi hun rent faktisk ligner ham på scenen.

     

Og så kan vi opleve hende som en lidt ældre Barbi, der synger sin forelskelse til Ken, selvom der er gået så mange år. Han kommer faktisk frem til sidst – spillet af Thomas Eje. I Parodien på Badehotellet spiller Lisbet Dahl den evigt pengefikserede grosserer Madsen, og selvom det ikke bliver til mange replikker – så gør hun det fremragende. Også her er forklædningen ramt lige på kornet.

For Thomas Eje var der tale om et comeback til revyen. Og hvorfor ikke ? Han er jo nærmest en tusindkunstner, der kan besætte de fleste roller. Som USA’s tidligere og måske kommende præsident Trump leverer han måske revyens sjoveste nummer.

Han rammer  simpelthen lige i plet med sine replikker, men så sandelig også med sine fakter og sit udseende. Han ligner ham virkelig – og det var helt tydeligt, at hver en detalje fra Trump var indstuderet. Og så får vi hen ad vejen også smagsprøver på andre af Ejes talenter.

Mikkel Becker Hilgart kendte vi faktisk kun fra Sygeplejeskolen, (sorry), så det var interessant at opleve ham som revyskuespiller. Men det slap han fantastisk flot fra. Både i rollen som Alex Vanopslagh og som rapper. Stort set i alt, han var involveret i, var han overbevisende. Ingen tvivl om at der ligger flere revyer foran ham.

Og så til de to gange Rikke.

Rikke Buch Bendtsen er godt nok et nyt ansigt på Tivolis revyhold, men hun har faktisk været en fast del af den danske revyscene i fjorten år. Det har for det meste været vest for Storebælt. To gange har hun været nomineret som Årets Revyskuespillerinde og har tilmed været forsanger i bandet Diskofil. Blandt andet i nummeret Nyt på Plakaten folder hun sig ud og hendes humoristiske sans kommer til orde flere gange. Og så gør hendes stærke sangstemme sig stærkt gældende både som solist og sammen med andre.

Rikke Bilde har bl.a. høstet stor ros for sine parodier på Mette Frederiksen. Men hun kan så meget andet. Hun er både morsom og en fremragende sangerinde. Lattermusklerne kommer i gang i bl.a. Et stort problem, hvor hun spiller sammen med Lisbet Dahl, Thomas Eje og Mikkel Becker Hilgart. Men hun skal opleves sammen med hele revyholdet. For der går ikke mange minutter mellem latterbrøl og klap – og man går fra Glassalen med en veltilfreds fornemmelse af en god og underholdende aften.

Og så må vi ikke glemme et virkelig sjovt videoindslag med Ulf Pilgaard, som den pensionerede dronning !

Vi skal da også lige have James Price med. Han lever til fulde op til fordums storhed med sit glimrende orkester.

Sidste år købte mere end 45.000 billet til Tivoli Revyen – mon ikke den bliver slået i år ? Den kører til og med den 14. juli.

Ja og hvad kan vi gøre andet end at springe med seks stjerner trods den lidt træge start.