Udspil om metro til Brønshøj
En metro til Brønshøj og Rigshospitalet står øverst på dagsordenen hos den socialdemokratiske overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, siger hun til både Politiken og P4 København. Der er således lagt op til at udbygningen af den københavnske metro kan blive et varmt emne i den kommunale valgkamp op til kommunalvalget i november 2025.
Pernille Rosenkrantz-Theil siger også, at Metroen skal køre til Refshaleøen og Brønshøj, før den kører til Lynetteholm. Samtidig siger hun også, at der skal prioriteres en metrolinje fra Københavns Hovedbanegård til Rigshospitalet.
I øjeblikket foregår der undersøgelser om den fremtidige kollektive transport på blandt andet Frederikssundsvej, herunder spørgsmålet om der skal etableres letbane eller en såkaldt BRT (Bus Rapid Transport), der skal skabe endnu bedre muligheder for hurtige fremkommelighed for busserne. Det er i dag uvist, hvordan dette arbejde skrider frem – og om det evt. overhales af planerne om en metro. Kommer der realiteter bag planerne om en metro til Brønshøj (og Husum og Tingbjerg) efterkommes et lokalt ønske fra mange beboere og bydelen.
På Københavns Rådhus glæder børne- og ungeborgmester borgmester Jakob Næsager (K) og hans konservative partikollegaer i Borgerrepræsentationen over meldingen fra Pernille Rosenkrantz-Theil. De konservative har flere gange ytret ønske om, at man netop prioriterede en metro til Brønshøj og Rigshospitalet.
Den konservative borgmester derfor tage Socialdemokratiets overborgmesterkandidat på ordet og bringe det op i Borgerrepræsentationen.
– Vi tager hende på ordet. Når der skal behandles kommuneplanen om en uge, så fremsætter vi hendes forslag: Der skal bygges metro til Rigshospitalet og Brønshøj, inden vi går videre med metro til Lynetteholm, siger Jakob Næsager til TV 2 Kosmopol.
– Socialdemokratisk panik
Borgerrepræsentant Finn Rudaizky (DF) finder, at udmeldingen fra Pernille Rosenkrantz-Theil står til dumpekarakter, og at de katastrofale socialdemokratiske meningsmålinger i København har sat panik i hende.
– Mens Rosenkrantz-Theil’s partifæller er i forlig på Københavns Rådhus med de radikale, socialdemokraterne, Liberal Alliance, Venstre, SF, de konservative og DF, om først at få forhandlet en Metro igennem med staten til de nye bebyggelser på Lynetteholm, så torpederer Rosenkrantz-Theil nu disse forhandlinger med Finansministeriet siger Finn Rudaizky
– Hendes udmelding kan snart vise sig at standse de igangværende forhandlinger med ministeriet om finansiering af Metro til Lynetteholm. Det vil Rosenkrantz-Theil’s tidligere partifæller fra Enhedslisten blive rigtig glade for, fordi Enhedslisten ikke ønsker byggeri på Lynetteholm og heller ikke har stemt for en Metro til Lynetteholm. Såvel Metro til Brønshøj som en hospitalsmetro, står på Metro-forligspartiernes liste, men der var flertal for den prioritetsrækkefølge, som forligskredsen blev enige om. Først Metro til Lynetteholm og derefter Brønshøj og hospitalerne.
EF