En gammel husumdrengs barndomserindringer til 2700-netavisen (1. del)

                     Husumdreng 

Vi har fra en gammel husumborger, Tonny Rosendahl Larsen fået lov til endnu engang at bringe hans erindringer fra barndommen i det gamle Husum. Det er en meget hyggelig og interessant fortælling om en tid, hvor alting var helt anderledes end i dag. Hver uge vil vi bringe et afsnit af den ganske lange beretning, som første gang blev bragt i netavisen for fire år siden til stor glæde for vore læsere.

Men først vil vi lige præsentere Tonny Rosendahl lidt nærmere.  

Han er i dag 67 år gammel – (årgang 1952) – og bor i Nykøbing Sjælland. Var tidligere togfører hos DSB. Tonny startede en musikkarriere hos FDF K 25 i Brønshøj og spiller i dag hos Nykøbing Sjællands Stadsorkester. Gik på voldparkens skole fra 1959 til 1966, hvor han startede på Statens pædagogiske forsøgscenter (i starten Ungdomsbyen) på Islevgaard. Hans mor var fra Husum bag Islevhus (Brovænget), hvor de havde høns i baghaven. Familien boede i Gamle Gadelandet i kommunens meget gamle ejendomme med kakkelovn og WC i gården – og ingen bad perioden 1954 – 1960, hvor hans forældre købte Birkevang 15. Der havde han en dejlig barnbdom med mange legekammerater, der var en del unger dengang. I dag har selv både børn og børnebørn ! var FDFer osv. Hans mormor boede på Frederikssundsvej lige over Husum glarmester. Både hans bror og han selv elskede at være hos mormor – et fristed – selvom hun ikke havde legetøj. Men så legede han sporvogn med to skurebørster og en neglebørste – det kunne der gå timer med.

 

Vi lader Tonny starte sin historie helt fra fødselen i den spæde begyndelse af halvtredserne. God fornøjelse !

 

                                                             Min første bolig

 

Den 24. april, 1952 skete der for noget meget glædeligt. Jeg beærede denne verden med min tilstedeværelse.

Min mor blev indlagt på Sankt Josephs hospital, og jeg kom frejdigt til verden ved 16- tiden om eftermiddagen.

Min far har sikkert vadet frem og tilbage ude på gangen, helt syg for at se mig, det gjorde man på den tid. Dengang var det ikke muligt for faderen, at deltage i en fødsel. Han skulle nødigt se noget han ikke havde set før !

Mine forældre boede dengang i Toldbodgade nummer 17 inde i gården, og jeg erindrer, at min mor var meget bange for at være alene hjemme, især om aftenen, hvis min far ikke var der. Det skal siges, at Toldbodgade var en gade, der krydsede Nyhavn, og det var et meget flatteret område dengang. Nyhavn var bestemt ikke modent som nu. Det var et område, hvor både svenskere og søfolk var meget berusede, så det var derfor ikke noget særsyn at se en – om end meget fuld -svensker ligge på trappen.

                      Jeg troede, når min mor sagde dette, at det var fordi, de lå i trappeopgangen, men jeg har senere fundet ud af, at de boede i et gammelt baghus. Det var endnu dengang, der ikke var tænkt på byfornyelser, og man må regne med, at det var uhyggeligt svært at få bolig – også dengang. Man skulle ikke blot have ”kassen” men også godkendes af kommunen for at komme i betragtning,  Dengang var det også så svært i København. 

Mine forældre blev gift i 1948, så jeg var altså ikke årsagen til deres genvordigheder, det blev jeg måske senere, men det kunne man jo ikke vide. 

                      Da jeg kom til verden, måtte de altså flytte, men da de havde ikke andet at bo i, måtte de have hjælp af min fars svigermor, min mormor. Hun havde en lejlighed på Frederikssundsvej 278 A lige over glarmesteren. En toværelses – så der blev trængsel i den lille lejlighed.  De måtte i sandelighed komme hinanden ved, og da min lillebror ville forstyrre freden den 9.juli 1954, blev det et større problem. Men mine forældre fik lejlighed i Gamle Gadelandet, og det blev et kapitel for sig selv. 

                      Jeg vil lige inden, jeg beretter om Gamle Gadelandet fortælle lidt om min mormors bolig, som jeg senere skulle blive meget glad for. Den lå som nævnt lige over glarmesterens forretning. Det var glarmester Juhl, der havde den butik.

Husum123 (1)

                      Lejligheden havde to stuer, et toilet og et køkken. Den var fra 1921, og min mormor og morfar flyttede dertil i 1941, har jeg fået at vide.

Der var ikke noget, der hed fjernvarme eller oliefyr i boligen, så det varme vand var en by i Rusland. Der var kun det varme vand, man selv kogte, og bad eksisterede heller ikke.

                                            I stuen stod der en petroleumsovn, samt andre møbler, spisebord, syborde, to lænestole og en sovesofa.  Det andet værelse beboedes af min morbror. I den periode, hvor vi var mange, boede mine forældre dér med os to kegler.

 Mig som nyfødt, goddag til verden  

Fortsættes ..