Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen, 6. del

2700-netavisen fik for nogle år siden lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født. Astrid Theisen døde i 2007. Hun opnåede at blive 88 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen. Serien blev så populær, at vi gentager den her.  

6. del

Bar juletræet fra Nørrebro

Alle vi 3-4 unger bar så træet fra Nørrebro til Brønshøj. Det var svært, for vi stak os på nålene, fordi vores små arme ikke kunne nå ind og holde om stammen, og vi blev smurt ind i harpiks.

For det meste var toppen knækket, inden vi nåede hjem, og vi frøs no­get så læsterligt. Det var nemlig altid så koldt, og vi havde træsko på, og mange af os havde frost i hælene og tæerne, og vanter havde vi sik­kert heller ikke. Vi havde nok for lidt tøj på også.

Det var langt og besværligt at gå for små ben, og vi blev mere eller mindre uvenner, for så ville een ikke bære mere og vrælede fordi han frøs, og en anden skulle tisse. Det var næsten det allerværste. Jeg syntes altid, jeg kom grædende hjem fra den tur, i hvert fald græd vi, når vi kom hjem i varmen og blev tøet op. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig mere ville være med til at hente juletræ, men næste år var det hele glemt, og historien gentog sig.

Den sidste søndag inden jul var “Skiden-søndag”. Den søndag skulle vi have vores hverdagstøj på, og lige fra morgenstunden var køkkenet blokeret, fordi der skulle laves julebagværk. Det klarede Mor og de store piger. Vi små skulle passe os selv hele dagen og måtte ikke for­styrre. Det var en lang dag. Vi fik noget let mad ind imellem, men det var en kedelig søndag for os. Vi blev anbragt ved spisebordet i stuen med et par tallerkener med melklister og forskelligt farvet glanspapir, og julekassen blev bragt ned fra loftet, for nu skulle der laves jule­stads.

På vej hjem fra Nørrebro kunne Astrid Theisen passere dette hyggelige hus på Frederikssundsvej 100, der hvor Suzuki Bellahøj i dag ligger.

Til at begynde med ville vi alle sammen være med, men vi havde ikke så mange sakse, og det kunne vi godt blive uvenner over. Det, vi klistrede, kunne vi ikke få til at holde – vi kom nok for meget melklister på – og i løbet af dagen flød hele bordet med stumper og strimler og det hele var et rod, og kun en enkelt sad tilbage i hele roderiet, og det var som regel den mindste, som ikke havde været med til at klippe og klistre – de andre var forduftet, og hvem skulle så rydde op ? Der blev dog la­vet nogle hjerter og nogle af de gamle fra sidste år blev repareret med nye hanke.

I køkkenet måtte vi som sagt ikke komme, men kunne de store få de små lokket ud efter nogle brændte kager, så gav det resultat. Når bagningen var overstået, var der nok 4-5 forskellige småkager i dåser­ne og i kagekasserne, og til sidst blev klejnerne kogt. Lille-juleaften lagde Mor dej til et par store franskbrød og 2 store julekager godt med rosiner, kardemomme og sukat, som stod og hævede hele natten og blev bagt næste formiddag.

Så der var dejligt bagværk til juledagene.

Juleaftensdag

Juletræet blev pyntet juleaftensdag af vi små med hjælp fra een af de store. Der skulle være een til at holde justits – og dagen var jo me­get lang for os små.

Vi havde noget specielt fint og gammelt julestads fra den tid, familien boede i Norge, og det blev omhyggeligt hængt på træet. Det blev der værnet om. Vi kender det sikkert alle sammen fra os selv – vi har nok også noget særligt, som vi værner om – en lille nissemand eller et krøl­let julehjerte, som een af vore små har lavet til os med små barnefing­re, og sådan er det bare. Vi havde bl.a. nogle ret lange kæder af ku­lørte glaskugler – meget skøre var de, og de blev kortere og kortere år efter år. fordi nogle af kuglerne gik i stykker.

Der var altid et par små julegaver til hver af os fra Mor og Far. Det sørgede Mor for, men det var altid nyttige ting – et par strømper, røde hårsløjfer, en chemise, et par vinterbukser med “lådden vrang og då­belt skræv”, som vi sagde. Alt sammen noget vi manglede, og det var sandelig dejligt at få sådanne gode ting. Vi fik aldrig legetøj af Far og Mor, men først da de store begyndte at tjene penge selv, kom der lidt legetøj ind i billedet, og der blev leget med det.

I hele december gemte vi omhyggeligt alt indpakningspapir, vi fik. Det skulle bruges til at pakke julegaver ind i. Selv det ensfarvede, lyserøde papir fra “Irma” med et kæmpestort blåt cirkelrundt stempel med “Irma – Frederikssundsvej” på, og “Man køber bedst og billigst hvor den lille Irmapige bor” blev anvendt. Vi købte jo margarine hver dag fra bøtte, og margarinen blev først pakket ind i pergamentpapir og så i det lyserøde papir – alt blev anvendt.

Turen gik sikkert også forbi nr. 112, hvor Brønshøj Apotek lå. Det blev bygget helt tilbage i 1907.

Vi børn købte også julegaver så godt som det kunne blive til. Far skulle altid have en pakke Obel smalskrå, den kostede 20 øre og kunne næ­sten vælte hele vores budget. Han blev “selvfølgelig overrasket”, hver gang han fik pakket op, for lige det havde han helt bestemt “glemt” at købe selv. Han fik mindst 6-8 pakker til jul, og det var lige noget, han kunne bruge, og vi var jo glade for ideen. Mor fik måske et brev hår­nåle til 5 øre, en kartoffelskræller til 10 øre, en lille glasskål til 15 øre, når det var helt vildt, eller et lille snapseglas af en eller anden slags til 11 øre – der lå en god glasforretning på Frederikssundsvej nr. 150, der, hvor Linde Apoteket nu ligger, og der kunne man købe mange billige ting. I forvejen havde vi jo udset dem, og vi ville gerne give gaver. Gen­nem årene havde Mor mange af de små glas i forskellige mønstre, men det betød intet – det var gaver givet af et godt hjerte.

En jul havde jeg på døren til een af Schous Sæbehus’s forretninger på Frederikssundsvej – det var vores moster Anna, der havde forretnin­gen – set en æske med 6 flotte rustfrie knive til 98 øre. Jeg havde den kæmpesum af 1.15 kr. – en formue for mig. Så ville jeg købe knivene til julegave til Mor, og hun ville blive meget glad, vidste jeg. Jeg gik ind i forretningen for at købe, men stor var min skuffelse, for knivene ko­stede 98 øre stykket, og jeg troede, det var for alle 6. Meget skuffet og slukøret forlod jeg butikken og i stedet købte jeg en stor rød alpe­viol ved en frugtvogn på hjørnet af Frederikssundsvej og Håbets Alle. Den kostede 75 øre, og så var der også til Obel Smalskrå til Far og minsandten til et stykke chokolade til mig selv, som jeg mente var vel­fortjent for den skuffelse, jeg havde fået. Blomsten fik Mor med det samme, men skråene blev gemt til juleaften.

fortsættes næste søndag ..