Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen, 9. del

2700-netavisen fik for nogle år siden lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født. Astrid Theisen døde i 2007. Hun opnåede at blive 88 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen. Serien blev så populær, at vi gentager den her.  

Historien om Astrid Theisen 9. del

Pudsigheder

Eller også kunne vi gå ned til sporvognsstoppestedet på hjørnet af Bav­nevangen og Frederikssundsvej ved 17-tiden og tage imod Far, når han kom med linie 5 fra sit arbejde. Straks når vi så ham – han var dårligt kommet ned af sporvognen – løb vi henimod ham og råbte: “Har du mad med hjem ?” Og så tog vi hans taske og bar den hjem. Folk må have troet, at vi ikke fik mad hjemme, men det fik vi da, men ikke sådanne madder som Fars. Vores var altid klap-sammen-madder med leverpo­stej eller spegepølse, men Fars var med mellemlægspapir og ikke sam­menlagte, og hans var med æg og ost eller en rest fra middagsmaden. Med vilje gemte han et stykke mad til os, hvis vi skulle være der, men var der et stykke med ost, ville ingen have det. Det kunne vi ikke li’. Han blev aldrig vred, når vi råbte, om der var mad i tasken, jeg tror, han nød det, for han blev da altid glad for at se os. Dog åbnede vi al­drig tasken, før vi var hjemme. Der var også i tasken to almindelige tomme bajerflasker med korkprop, for Far havde hver dag to flasker med kaffe med, så han fik kaffe til sin frokost og eftermiddagskaffe. Så holdt han flaskerne ned i en spand varmt vand og varmede kaffen. Han fik aldrig øl eller mælk til sin frokost.

Når vi hentede ham på fredage – det var jo lønningsdag – gik vi med ham ind i Brugsen på hjørnet, og her købte han 1/2 kg. hugget sukker til Mor til hendes knaldtår. Det var en fredagsgave – en meget sød tanke – jo, de var altid glade for hinanden, og Mor ville aldrig drømme om at købe sukkerknalder til sig selv – det var luxus.

Vi havde også hos os en pudsig ting – “den forladte seng”. Se,  Far og Mor sov altid kun i den ene seng, den anden kaldte vi “den forladte seng”. Efterhånden som madrassen i deres seng blev slidt, byttede man over og tog den anden madras, og når den blev slidt, byttede man over igen og blev ved således. Til sidst var begge madrasser med store hul­ler i, man kunne se gulvet igennem dem, men de blev udstoppet med pu­der i de værste huller og så kørte man bare på igen. Den tomme seng var altid den dårligste, og derfor blev den kaldt “den forladte seng”. At sove i den var som at ligge på Dovrefjeld !

Når så vi små vågnede om natten og græd, fordi vi havde øre- eller tandpine og gik ned fra loftet, hvor vi sov, og skulle trøstes af Mor, så sagde hun altid: “Læg du dig i den forladte seng, så går det over”, og det gjorde det også altid – mærkeligt nok.

Dette motiv kunne man godt opleve i Astrid Theisens tid. Det viser det første af byggeforeningen “Enighedsns” dobbelthus på hjørnet af Enigheds Allé og er fra cirka 1920.

“Den forladte seng” blev også brugt som gæsteseng, og når Sofie kom hjem fra Jylland, hvor hun boede, så sov hun i “den forladte seng” bag ved Mors ryg, og de fik en fortrolig sludder.

Jeg har selv ligget der mange gange, og der var en dejlig tryghed ved at blive puttet ned ved siden af Mor, det var en slags privilegium, og man nød at have hende lidt for sig selv.

Til deres sølvbryllup skillingede vi sammen til een ny god madras til dem, og den holdt deres tid ud, men “den forladte seng” eksisterede stadigvæk med den bedste af de to hullede madrasser. Den dårligste blev brændt på et bål i gården, efter at man havde fjernet kobber­fjedrene. De kunne jo ikke brænde. De blev hængt ned på et søm i kælderen, og senere – under krigen – blev de solgt for 50 øre pr. stk. til en opkøber, der kørte rundt med en ladcykel og opkøbte alt gam­melt, som gamle klude, sække, tomme flasker, korkpropper, gamle brugte søm m.v. Det var der penge i. Det beløb, Mor fik for fjedrene, var fyrsteligt.

En anden gang – det var nok i 1916-17, da vi boede i Odinsgade – skete der et lille uheld, som vi ofte har moret os over. Karen Margrethe har nok været 10-11 år og gik til ekstra sang om eftermiddagen på skolen. Hun var så glad for at synge og havde en god stemme. Hun var først hjemme om aftenen efter at vi havde spist. Vi havde fået sulevælling til middag, jeg ved ikke, hvad det var, men det var Karens hofret, og der var så levnet noget til hende, og det stod i en gryde på køkkengul­vet.

Forestil jer et meget lille køkken med begrænset bordplads, gryden var altså sat ned på gulvet. Fusse, en lille fyr på et par år, skulle i seng og gik med bar mås ud i køkkenet, og uheldigvis sætter han sig på halen ned i gryden. Han kunne ikke brænde sig, for vællingen var ikke varm. Stor opstandelse da Karen kommer hjem og hører det. Hun er græde­færdig, hun havde jo glædet sig til det dejlige måltid, og hun insistere­de på at få den sulevælling alligevel. Det gjorde intet, at der havde været en lille barnenumse i, og hun spiste med god appetit.