Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen, 11. del ..

2700-netavisen fik for nogle år siden lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født. Astrid Theisen døde i 2007. Hun opnåede at blive 88 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen. Serien blev så populær, at vi gentager den her.  

Historien om Astrid Theisen 11. del

Storvask

Og så var Mor ellers i vaskekælderen hver tirsdag. Lørdagsvask og rent tøj på lørdag aften, tøjet lagt i blød i Henko eller soda mandag, og kogt og vasket hver tirsdag, lige så sikkert som Amen i kirken, i en stor gruekeddel med Persil.

Der var nok et par kedler kogetøj. vi havde kun et skift undertøj hver, og så alt det snavsede smedetøj fra Far og drengene, foruden det an­det kulørte. Der blev brugt godt med knofedt på vaskebrættet. Mor havde altid et groft skrubbeforklæde på af sejldug, altid både sommer og vinter sjaskvådt, ligesom også hendes træsko sejlede i vand. Hun fyrede op under vaskekedlen med aviser, pap og lidt træ, og hvad der ellers var, og der skulle fyres hele tiden. Her havde det været godt med en vaskemaskine.

Jeg husker, når jeg kom hjem fra skole ved 15-tiden, og Mor vaskede, så var kældervinduerne åbne på vid gab, dampen strømmede ud, den kolde vandhane løb uafbrudt på det rene tøj i det store træskyllekar, og Mor sang himmelhøjt. Hun sang altid, både under rengøring, og når hun rørte i gryderne om aftenen. Hun kunne så mange sange, og hun havde en god stemme.

Vasketøjet blev for det meste tørret ude i gården hele året, både sommer og vinter, for vi havde ingen tørrekælder, og det kneb altid med at få tøjet tørt, når det var regnvejr og om vinteren. Om vinteren hentede Mor det tykke undertøj med lodden vrang, som vores mænner brugte, stivfrosset ind i varmen og lod det hænge på kakkelovnen om natten, hvor det blev tørret og tøet op. Det blev skyllet i koldt vand og vredet i hånden, men senere fik vi en vridemaskine. Den skulle spændes fast på en stor balje og trækkes med håndkraft, og den var en stor hjælp. Det var altid et af børnene, der skulle trække den. Det var et kedeligt arbejde, men der skulle jo være tørt tøj til alle til lørdag af­ten.

Skulle det ske, at Astrid Theisen kom i biografen, så var dette Brønshøjs første af slagsen 

Vi bragte og hentede også rulletøj en gang om ugen, og det var helt ovre i Håbets Alle hos en rullekone. Der var nok 10-12 rullestokke, og de blev båret i en stor zinkbalje, som vi altid var 2 mand om at klare. Øv, hvor vi aldrig havde lyst til dette kedelige job ! Hver lørdag skulle så een af de store piger skille rullestokke ad og sortere tøjet – noget skulle lægges sammen, og noget skulle stryges, det var også deres tjans. En almindelig rullestok kostede 4 øre at få rullet, 5 øre for duge og gardiner og 4 øre for sengetøj, og det var altid pænt arbejde.

Rullekonen havde en blikdåse med låg, som hun lagde sine penge i. Hen­des mand “Mirakel-smeden” havde et cykelværksted i butikken ved si­den af, og ofte når vi kom med rulletøjet, var der kold luft imellem dem. Jeg var sikker på, at han havde taget penge fra hendes blikdåse til øller, og så var hun jo vred.

Maden

Vi fik altid 2 retter mad hver dag, som oftest mælkegrød, vælling eller frugtsuppe først. Spiste vi ikke noget af forretten, vankede der ingen eftermad, og det vidste vi – sådan var det bare. 6 kg. kartofler daglig var ikke ualmindeligt, der var jo store drenge med god appetit, og vi spiste altid et stykke rugbrød til efterretten. Der kørte en grønt­handler med en trækvogn rundt i kvarteret 2 gange om ugen, og hos ham købte vi kartofler, kål, rødbeder, gulerødder m.m.

Dog, efter at Sofie – vores ældste søster – blev gift på landet, købte vi kartoflerne der og fik dem sendt om efteråret. Der var så og så mange tønder, men helt sikkert har Andreas – hendes mand – fyldt sækkene godt op.

Vi fik meget med frugtsuppe, hyldebærsuppe, sødsuppe, kærnemælks­suppe, øllebrød, rugbrødsterninger med varm mælk og sukker, gule ær­ter med flæsk og pølse, d.v.s. de voksne fik flæsk, de små fik en gnal­ling pølse, som vi altid gemte til sidst, og altid spiste vi brød til. Så fik vi risengrød, rismelsgrød, dejlig sagosuppe, sødsuppe, æblesuppe, hvid­kålssuppe, kludesuppe kaldte vi det, og hele sommeren spiste vi rabar­bergrød næsten hver dag. Jordbær med mælk fik vi kun, når et pund jordbær kostede 15 øre.

Rabarberne havde vi i haven, og der var mange, for indtil vi fik indlagt toilet, tømte Far ofte latrintønden ned bag rabarberne, når der var tegn til overløb – vi var jo så mange til at benytte den, og den blev el­lers afhentet 1 gang om ugen – om natten. Vi åd såmænd også de sure rabarber lige fra jorden – og vi blev aldrig syge.