En gammel husumdrengs barndomserindringer til 2700-netavisen (9.del)
Vi har fra en gammel husumborger, Tonny Rosendahl Larsen fået lov til at bringe hans erindringer fra barndommen i det gamle Husum. Det er en meget hyggelig og interessant fortælling om en tid, hvor alting var helt anderledes end i dag. Hver uge vil vi bringe et afsnit af den ganske lange beretning.
I dag er vi nået til: Skoletiden (1)
12. august 1959 var en stor dag for mig, for da startede mit nye liv i skolen. Den forunderlige verden af visdom, lære at læse, regne og skrive, og jeg skulle ligesom far have madpakke med om morgenen. Det var jo dejligt, for nu var jeg jo ikke et legebarn mere. Nu var jeg noget. Jeg havde ikke tid til bare at lege, næh nu var det arbejde og pligter med skolegang og lektier, det rigtige liv begyndte. Jeg skulle begynde i 1.x på Voldparkens Skole, en moderne skole med gammeldags principper. Solen skinnede, tror jeg nok, men jeg ved, at det gjorde den inden i mig, da jeg mødte op i skolegården med vandkæmmet hår, nyt penalhus og skoletaske, nystrøget kortærmet skjorte og fine nyvaskede korte bukser. Når jeg skriver dette, er det fordi hygiejnen ikke var, som den er i dag. Man skiftede ikke tøj så tit, for vaskemaskinen var en gruekedel, som tidligere omtalt. Pigerne var i røde, hvide eller blå kjoler med strutskørter, alle var fine og spændte.
Vi startede inde i sportshallen, som var på skolen med, at nogen sang en morgensang, og andre lavede en form for teater. Efter et stykke tid skulle vi ud i vores respektive klasser, og det var meget spændende. 1x skulle være i den lille afdeling i nummer 5, og der mødte jeg Anette Pedersen fra Bryggerens Vej, Anette og Vibeke fra børnehaven, Lone, Vagn, Per, Frank, Lars, Thorbjørn, Danny, Ib og alle de andre. Vores klasselærer og dansklærer hed Møller Frederiksen og vores regnelærerinde, som det hed dengang hed fru Lulla Jensen. Sådan omtalte man lærerne, der var ikke noget med dus og fornavn. Det var hr. Møller og fru eller frøken. Man kender tiden som beskrevet i Far til Fire filmene.
Det var nu spændende, da en fremmed mand – læreren – råbte mit navn op, og min mor stod dér og så lige så vigtig ud som mig. Vi fik udleveret vores første ABC, og den var meget spændende, og på tavlen stod alle de bogstaver, vi skulle starte med at lære. Vores første læsebog hed ”Ida og Erik”, det er lige som i TV serien Krøniken . Og så fik vi også de første regnebøger med ”plusstykker og minusstykker” – det var fa’me uhyggeligt du ! Vi fik tillige et skema, hvor der stod, hvornår ville skulle møde, og hvornår vi skulle slutte. Efter førstedagen kom den grå hverdag. Nogle skilte sig hurtigt ud fra klassen, Ib var ustyrlig, det man i dag kalder ”utilpasset”, Jørgen Thorsen (ikke ham maleren) var medløber, pigerne for pigede, og jeg stod i 2.klasse helt alene og blev drillet (i dag hedder det mobbet) De andre boede i fine lejligheder med bad, og jeg blev kun badet hver lørdag, for vi boede i det gamle ragelse, som ejendommen i Gadelandet jo var. Vi flyttede i 1960 til Birkevang (mere om det senere) .
Mobning eller drillerier var ikke noget, lærerne tog sig af. Opførte man sig ikke ordentligt, fik man én på hovedet. I første klasse havde jeg ni gange mellemørebetændelse på venstre øre og fik taget to bylder på venstre trommehinde, så derfor havde jeg en lægeerklæring på, at jeg ikke måtte få lussinger i venstre side, derfor fik jeg dem i højre !! Vores klaselærer slog ikke, han hev de store drenge i de små hår, der sidder ved øret, og det gjorde ikke mindre ondt.
Jeg husker nogle enkelte episoder fra skolen, der var direkte ubehagelige. Det ene tilfælde var, da jeg havde inviteret de andre i klassen til fødselsdag hjemme hos os selv. Klassens største rod, Ib, ville gerne komme, og jeg var ovenud lykkelig. Der kom ingen piger. Jeg sagde til min mor, at der blandt drengene, for der var jo andre der kom, var klassens ”stærke dreng” og vi skulle have noget lækkert. Min mor havde lavet lagkage og chokolade (vi boede på det tidspunkt i Birkevang), og vi skulle rigtig lege ude i haven. Dagen gik over al forventning, men den næste dag startede som et mareridt. Det er ikke kun i dag, børn kan være modbydelige mod hinanden, det kunne man sandelig også i 1961. Ib bekendtgjorde overfor klassen, hvordan min fødselsdagsfest gik. Højt proklamerede han, hvordan min mor lavede kakao. Hun sad i lysekronen og sked ned i alle kopperne, og bagefter hældte hun varmt vand på. SÅDAN og det var ordret. Denne bemærkning står printet ind i hovedet på mig. Til alt held, var der flere af drengene, der gav Ib et par på lanternen, og pigerne meddelte, at sådan noget løgn og vås ville de ikke høre. Og så kom læreren, der den dag var min frelsende engel. Inden man gik ind til timen, skulle man stille op udenfor klassen og først gå ind, når læreren gav lov. Når der var frikvarter, var alle ude i gården, hvad enten det regnede eller sneede, og det var forbundet med øretæver, hvis en lærer opdagede, at man var inde. Det var kun ”ordensduksen”, der måtte være inde.
En ordensduks var en elev, der blev udpeget af læreren til at rydde op i klassen, tørre tavle af og gøre klar til næste time. Om vinteren et herligt job. I 5. og 6. klasse var vi to, der blev udnævnt til ”duks” i sløjdrummet af faglæreren Gunner Rosendahl, og det var herligt. Man havde to sammenhængende fagtimer. For eksempel havde den samme klasse to timer med sløjd efter hinanden, så hvert andet frikvarter kom Vagn og jeg og fejede alle høvlspånerne sammen og gjorde det pænt klar til næste hold.
fortsættes næste uge