Det nye Brønshøj mandskab viste gode takter og slog Frem 2-1

jamil

Så har Jamil Fearrington scoret til 2-0

Hvis man har gået og har været lidt nede over spillerafgange, og hvordan Brønshøj nu ville klare sig i den kommende sæson, så var der bestemt grund til at se positivt på det efter dagens træningskamp mod Frem. Hvepsene var i kontrol stort set hele kampen og formåede at holde Frem fra chancer i 80 minutter.

tekst og foto: Christian Haslund

Det endte med en 2-1 sejr i sommervarmen til BB takket være et finurligt selvmål og en scoring af anfører Jamil Fearrington.

Start-11’eren bestod hovedsageligt af førsteholdsspillere blandet med fire prøvespillere. I 2. halvleg blev der foretaget fire udskiftninger, så staben fik set flere prøvespillere an.

Allerede fra kampens begyndelse satte Brønshøj sig på kampen, og inden for et kvarter havde hvepsene spillet sig til tre chancer, uden at Frem havde været meget på hjemmeholdets halvdel.

Det kunne ikke blive ved med at gå godt for Frem, og i det 16. minut blev holdet fra Valby straffet. Christoffer Boateng blev sendt i dybden, men fik ikke afsluttet ordentligt. Bolden endte et halv meter fra Frems mål, og da målmand Marco Brylov forsøgte at sparke væk, ramte han en af sine egne, og bolden røg i mål. 1-0 til hvepsene.

Den stilling holdt i ti minutter, så blev den fordoblet efter et hjørnespark. Den første afslutning endte på stolpen, og da anfører Jamil Fearrington var vaks ved havelågen og først over returen, fik han sendt bolden ind til stillingen 2-0.

Hvepsene var tættere på 3-0 end Frem var på 1-2. Brønshøjs højre back viste to gange, at han også kunne bruge venstrebenet, da han med to kraftige skud testede Frems keeper, der begge gange havde svært ved at holde skuddet.

Jamil 3

Spillerne på vej efter kampen og hen til de meget tilfredse supportere

Brønshøj førte dermed 2-0 efter de første 45 minutter, og der var tilfredshed blandt de fremmødte Brønshøj-fans.

Jesper Hansens tropper fortsatte i 2. halvleg, og efter bare 30 sekunder var Boateng tæt på at gøre det til 3-0, men Brylov kom godt ud af sit mål og fik reddet. Mens Brønshøjs målmand havde en nem dag på kontoret, så blev Frems målmand spillet varm, da han yderligere to gange måtte agere redningsmand for fremmerne.

Herefter begyndte indskiftningerne at komme, og begge hold skulle finde sig selv igen. Dette gjorde Brønshøj bedst, da holdet fortsatte med at producere chancer. Den største af dem tilfaldt Patrick Naundrup efter gode kombinationer i venstre side. Men fra et par meters afstand sendte angriberen bolden over mål.

Først i kampens sidste ti minutter begyndte Frem at røre på sig, og fire minutter før tid scorede de tværstribede på deres første reelle chance i kampen, da Daniel Elly Pedersen fik hovedet på et indlæg, og headede bolden ind ved nærmeste stolpe til slutstillingen 2-1 til Brønshøj.

Med sejren sikrede Brønshøj sig 3. pladsen i miniturneringen.

En lovende og flot kamp af hvepsene, og som anfører Jamil Fearrington sagde efter kampen: – Man skulle ikke tror, at der var tale om et helt nyt hold.

Det var sidste træningskamp her i sommerpausen, og alle venter nu spændt på, at det bliver den 6. august, hvor 2. division sparkes i gang. Her skal Brønshøj en tur til Østerbro Stadion, hvor B93 venter.

Brønshøj – Frem 2-1 (2-0)

Målscorere:
1-0: Selvmål, Frem (16)
2-0: Jamil Fearrington (26)
2-1: Daniel Elly Pedersen (86)

Dommer: Frederik Nørup