Det var næsten for ondt - BB førte fortjent, men Holbæk udlignede i overtiden

FODBOLD: Sådan er fodbold også, og når det går den forkerte vej, kan det gøre ondt. Akkurat som i dag, hvor BB tog imod Holbæk på Tingbjerg Ground. Efter pokalfiaskoen tidligere på ugen mod Frederiksværk, stillede BB denne gang i stærkeste opstilling, og det gav bestemt pote. Alligevel blev det kun til et enkelt point, da gæsterne udlignede i dommerens overtid.

Brønshøj gjorde ikke arbejdet færdigt

tekst: Christian Haslund

Brønshøj var godt på vej til tre point, men i kampens overtid fik Holbæk udlignet, og hvepsene måtte derfor nøjes med et point i sæsonens første hjemmekamp. Og man skulle næsten tro, at himlen havde sympati med hvepsene, og den skæbne, som holdet led lørdag eftermiddag. For lige efter slutfløjtet begyndte skyerne ”at græde”. Kort sagt væltede regnen bare ned. 

Der stod Brønshøj på det hele i 92 minutter, og efter bare seks minutter havde begge kantspillere, Sian Hansen og Boateng, testet Christian Mortensen i Holbæks mål. Det var da også fortjent, at hvepsene kunne bringe sig foran efter ni minutters spil.

1-0

Stor jubel efter Boatengs scoring i starten af kampen. Foto: Christian Haslund

Oskar Tranberg lagde en god bold i dybden ude i venstre side til Boateng. Her udnyttede kantspilleren sin hurtighed, inden han med et fladt skud, sendte bolden ind bag Christian Mortensen og i netmaskerne. 1-0 til Brønshøj.

Hvepsene fortsatte med at kontrollere kampen og kom frem til gode muligheder. Bl.a. havde Lars Emil Juel Andersen en godt skud ude fra, men her fik en Holbæk-spiller reddet. Det var noget af det sidste, der skete i 1. halvleg, og Brønshøj gik dermed til pausen med en snæver men sikker 1-0 føring.

Hjemmeholdet fortsatte de flotte takter fra 1. halvleg, og kun en større skostørrelse forhindrede, at Jonas Skovengaard i to omgange fik prikket bolden i mål.

Som følge af at gæsterne var bagud, bevægede Holbæk sig længere frem på banen. Dette gav flere gode omstillingsmuligheder til Brønshøj. Den første kom i det 73. minut, da Naundrup befandt sig alene med Holbæk-keeperen. Men angriberen var ikke skarp nok i sin afslutning.

Kort efter var det Skovengaards tur til at teste målmanden, da midtbanespilleren tvang ham ud i fuld længde. Desværre gik bolden ikke ind.

To gode matchbolde til hvepsene for at lukke kampen og en tredje opstod syv minutter før tid, hvor det var fire mod én. Men Rejnholds afslutning manglede kvalitet og gik langt forbi.

I stedet skete der det, som ikke måtte ske i dybt inde i dommerens overtid. Holbæk fik slået et indlæg ind i feltet. Gæsternes Jonas Bengtsson fik headet på tværs, og bolden endte hos indskiftede Jesper Friis Halling, der bankede kuglen ind bag en chanceløs Johan Gårdsvoll til stillingen 1-1. Og det var siger og skriver Holbæks eneste chance i kampen.

1-02

BB-keeperen Johan Gårdsvoll havde ikke de store udfordringer. Foto: Thomas Løser

Halvandet minut senere fløjtede dommeren Martin Køster kampen af, og de sort/gule kan kun takke sig selv for, at det ikke blev til tre point, da man ikke gjorde arbejdet færdig. Men skal man tage noget positivt med fra kampen, så var spillet en kraftig forbedring i forhold til sidste weekends kamp mod B93.

Nu gælder det så en udebanetur til Espelunden, hvor Avarta venter på søndag den 21. august kl. 13.

Kampfacts:

Brønshøj – Holbæk 1-1 (1-0)

Opstilling – Brønshøj:
Johan Gårdsvoll – Philip Rejnhold, Jamil Fearrington, Jeffrey Ofori, Daniel Anusic – Oskar Tranberg, Lars Emil Juel Andersen – Christoffer Boateng, Jonas Skovengaard, Sian Hansen (68. Nico Jørgensen) – Younes Nielsen (61. Patrick Naundrup)

Opstilling – Holbæk:
Christian Mortensen – Simon Ustrup, Mads Bøjesen, Lasse Green, Birol Serinkanli – Ferdinand Bangsgaard (78.  Jonas Jakobsen), Jonas Thomsen – Jonas Bengtsson, Christoffer Thrane, Mohammed Asrihi (64. Malte Sjørslev) – Torbjørn Billeskov (90. Jesper Friis Halling))

Mål:
1-0: Christoffer Boateng (9)
1-1: Jesper Friis Halling (90)

Advarsler
Brønshøj: Daniel Anusic (28) og Jeffrey Ofori (49)
Holbæk: Ferdinand Bangsgaard (15), Lasse Green (17), Jonas Thomsen (56), Birol Serinkanli (60) og Simon Ustrup (70)

Tilskuere
342

Dommer
Martin Køster