Fortræffelig fighterindsats da Brønshøj bankede Frem i Valby

FODBOLD: Åååååååh hvor det lunede. Efter tre tætte uafgjorte kampe kunne Brønshøj lørdag eftermiddag omsider trække sig ud af en kamp med sejren i behold. I Valby Idrætspark vandt de sort/gule – (sikkert lidt overraskende for de fleste) – en fortjent og sikker sejr på 2-0 over Frem efter 1-0 ved pausen. Den sejr kom lige på det kritiske tidspunkt, hvor BB skulle passe på ikke at komme for langt bagefter de fire hold, som ryger i oprykningsspillet. De tre point betyder, at hvepsene nu er oppe i det gode selskab, og hvad der er endnu bedre – holdet sprudler af vilje og selvtillid. Det tegner godt før næste uges kamp mod et af de nye mandskaber i rækken Fredensborg. Den spilles i det nordsjællandske lørdag den 10. september kl. 13.00. Det nye hold vokser mere og mere med opgaven, og vi er sikre på, at der venter mange flere point forude. Igen må vi tage hatten af for de folk i BB, som endnu engang formår at stable et godt mandskab på benene, efter at gribbene har været der.

Hvepsene fightede sig til sejr

tekst og foto Christian Haslund

Den stod på god stemning, fight, masser af sved og tre point, da Brønshøj i dag hentede sæsonens første sejr. Det endte nemlig med en hårdt kæmpet 2-0 sejr ude mod Frem i Valby Idrætspark. Og endelig tilsmilede heldet dermed Brønshøj efter et par hårde kampe, hvor sejren forsvandt i overtiden.

BF4

Frem havde bolden meget, men et påpasseligt BB-forsvar sørgede for at hjemmeholdet ikke scorede

Med sejren hoppede hvepsene op i rækken, og Jesper Hansens tropper har nu hentet fem point mod holdene i top tre. Målscorere for Brønshøj i dagens kamp var Christoffer Boateng og Younes Nielsen.

Kampen var bare fem minutter gammel, da en bold endte hos Boateng inde i feltet, og uden at tøve bare et sekund svingede kantspilleren venstrebenet og sendte bolden i kassen. 1-0 til Brønshøj og målet blev her fejret i bedste Cristiano Ronaldo-stil.

BF1

Så er der scoret til 1-0 efter bare fem minutter – og så skal der jubles

Frem havde bolden mest i 1. halvleg, men havde svært ved at komme til afslutninger. Det blev derimod til en del indlæg for hjemmeholdet, men Gårdsvoll viste sikre hænder. Kun ved en enkelt situation var det tæt på at gå galt, da bolden gled ud af keeperens handsker, men han var hurtig til at få prikket til bolden væk, og det gjorde, at vinklen blev for spids for Frems Pierre Larsen, der sendte bolden i sidenettet.

Forinden havde Patrick Naundrup haft en gylden chance for at bringe hvepsene foran 2-0, da han på egen hånd sled sig igennem Frems defensiv. Naundrup måtte dog se sin afslutning blive reddet af Marco Brylov.

Netop Pierre Larsen var værternes farligste mand i 1. halvleg med flere afslutninger. Han måtte bl.a. se to af sine skud blive blokeret af hhv. Jeffrey Ofori og Daniel Anusic.

I 1. halvlegs overtid kom Frems største chance i kampen. Hvepsene blev snydt af en hjørnesparksvariant, og Jannik Zimling havde frit skud fra kanten af feltet. Men Frem-spilleren overplacerede sit skud og sendte bolden lige over mål. Kort efter fløjtede dommer Kenneth Sørensen 1. halvleg af.

Frem kom bedst ud efter pausen og pressede Brønshøj langt tilbage. En solid defensiv holdt dog hovedet koldt og gjorde, at værterne ikke kom frem til chancer.

Men efter et kvarter i 2. halvleg begyndte Frem at få afsluttet. Første mulighed tilfaldt den tidligere hveps Thomas Christiansen, men angriberen måtte se sin afslutning blive rettet af til hjørne. Lige inden havde Daniel Elly Pedersen haft en skud på stolpen, hvorefter bolden sprang i spil igen, inden Brønshøj fik clearet.

BF2

Der blev gået til makronerne – men belønningen kom med de tre point.

Med tyve minutter tilbage blev det lidt for spændende, og man havde jo også kampene mod Holbæk og Avarta i baghovedet. Samtidig tænkte man også, at skæbnen ikke kunne være så ond igen. Frem var dog tæt på at udligne efter 72 minutter, da indskiftede Basti Abildå fik fyret et godt skud af. Han ramte dog bolden lidt for meget med ydersiden, og hvepsene kunne se den gå en halv meter forbi mål.

I det 76. minut blev Younes Nielsen skiftet ind, og den stærke angriber skulle bare bruge et minut på banen for at score. En bold blev tjippet ind til Patrick Naundrup, så han befandt sig helt alene med Frems målmand. Men med et helt tomt mål sparkede han på stolpen. Her var heldet dog endelig med Brønshøj, da en Frem-clearing ramte Younes og bolden sprang i mål. 2-0 til hvepsene, og fansene kunne dermed ånde lettet op og måske også stoppe neglebidningen.

Frem pressede på for en hurtig reducering, men en fornem fighterindsats fra hele Brønshøj-mandskabet kom konstant i vejen for Frems afslutninger.

I overtiden var det tæt på at blive 3-0, da Rasmus Floor Andersen fik raget bolden til sig, men afslutningen sad lige indenfor Brylovs rækkevidde. Kort efter fløjtede Kenneth Sørensen kampen af.

En herlig og forløsende sejr, der blev fightet hjem. Og nogle af spillerne satte sig også ned lige efter kampfløjtet for lige at komme til kræfterne igen. De kræfter kom hurtigt tilbage, og det var en flok glade spillere, trænere, ledere og tilskuere, der tiljublede hinanden efter kampen.

BF3

BB’s suveræne supportere sørgede for ganske enkelt “at eje” Valby Idrætspark denne lørdag eftermiddag

Til sidst skal fansene endnu engang roses for at skabe en fantastisk lydkulisse. Faktisk troede en udenfor stadion, at Frem var kommet foran efter fem minutter pga. jubelbrølets lydstyrke. Det kan vel kun være en kæmpecadeau til fansene.

Sejren var selvfølgelig den første af mange her i efteråret, og den næste må meget gerne komme, når hvepsene på lørdag d. 10. september kl. 13 tager til Fredensborg.

Kampfacts:

Frem – Brønshøj 0-2 (0-1)

Opstilling – Brønshøj:
Johan Gårdsvoll – Philip Rejnhold, Jamil Fearrington, Jeffrey Ofori, Daniel Anusic – Oskar Tranberg, Lars Emil Juel Andersen – Christoffer Boateng (69. Nico Jørgensen), Jonas Skovengaard, Sian Hansen (76. Younes Nielsen) – Patrick Naundrup (86. Rasmus Floor Andersen)

Opstilling – Frem:
Marco Brylov – Jannik Zimling (76. Mallik Conradsen), Christian Stokholm, Alexander Back, Henrik Volquardsen – Pierre Larsen, Andreas Lundberg, Mikkel Andersson (69. Basti Sørensen Abildå), Beran Camili (54. Thomas Christiansen) – Daniel Elly Pedersen, Jeppe Østenkær

Mål:
0-1: Christoffer Boateng (5)
0-2: Younes Nielsen (77)

Advarsler
Frem: Alexander Back (12) og Christian Stokholm (53)
Brønshøj: Philip Rejnhold (37) og Jamil Fearrington (90)

Tilskuere
1.256

Dommer
Kenneth Sørensen