Så kom Stadion atter i gang - flot og sikker sejr mod Sydhavsøerne på 30-22
HÅNDBOLD: Uh det var vigtigt. Stadion fik atter gang i det gode spil og sikrede sig to vigtige point i Maribo hallerne søndag eftermiddag. 30-22 blev slutresultatet efter 11-9 ved pausen. Hjemmeholdet stillede med et godt hold, og i første halvleg var Sydhavsøerne godt med. På et tidspunkt førte de 9-7, men så fik Stadion vendt skuden og gik til pausen med en føring på 11-9. I anden halvleg udbyggede de støt og roligt forspringet til den sikre og endelige sejr. En af grundene til at det igen kører for Stadion er også, at man er ved at kunne stille stærkeste mandskab igen efter skader. Der er kun ros efter den overbevisende indsats, og nu kan vi så se frem til det kommende opgør i pokalturneringen torsdag aften i EnergiCenter Voldparken hallen mod GOG. Det kan godt gå hen og blive lidt af en oplevelse.
Næste kamp i divisionen er mandag den 27. februar hvor Herlev kommer på besøg – også i EnergiCenter Voldparken hallen kl. 20.15.