Herlig weekend for Stadion, som overraskende lagde afstand i toppen

HÅNDBOLD: Jamen hold da helt op for en fed weekend for vore lokale håndboldhelte fra IF Stadion.

Et er, at spillerne gjorde, hvad de skulle med en sikker sejr på 29-20 over Roskilde i EnergiCenter Voldparken Hallen lørdag eftermiddag, men en højst overraskende og uventet “gave” kom fra Dansborg Hallen, hvor Hvidovre sensationelt besejrede Stadions nærmeste konkurrent TIK Taastrup med 21-20 ! Dermed blev forspringet i rækken øget til fire point, og så venter jo kommende weekends kampe, hvor yderligere afstand burde forekomme. Det er her TIK skal i Frederiksberghallerne og møde det ubetingede og suveræne tophold FIF, mens Stadion hjemme tager imod Hvidovre.

 

Man kan godt sige, at Stadion var tilbage på det spor, der gav alle de mange sejre i efteråret. De gamle dyder og takter var fundet frem, så det var den rene fornøjelse. I torsdags holdt spillerne møde, hvor man talte det hele igennem, og det gav åbenbart pote. Der var kontrol over hele kampen. Ved halvtid stod det 15-11, og nu spiller man igen 3-2-1, som man gjorde i den gode periode. Så mon ikke man så småt kan begynde at forberede sig på de meget vigtige oprykningskampe. Dem vender vi tilbage til senere.

Stadion kan altså – hvis FIF vinder på lørdag – og holdet selv slår Hvidovre lørdag kl. 14.30  – sikre sig definitivt på andenpladsen, og så kan vi glæde os til fortsættelsen !

Der var for øvrigt pænt besøg til kampen mod Roskilde lørdag eftermiddag. Det var jo en ren Stadion-dag med flere kampe på programmet. Blandt andet mødte det gamle førstehold op for både at se de nye faciliteter, teste fadølsanlægget og se divisionsholdet spille deres vigtige kamp. Og der var tilfredshed og glæde over hele linjen !