Greve er stadig Brønshøjs onde ånd - nederlag på 2-3 i Tingbjerg
Da de to klubber senest lå i række sammen, var Greve som regel altid den irriterende onde ånd. Det håbede man så på efter flere år var overstået til kampen lørdag eftermiddag på Tingbjerg Ground. Men nej desværre ! Gæsterne vandt opgøret med 3-2, efter at BB havde ført 2-1 ved pausen. To dødboldsituationer sikrede Greve sejren.
tekst: Christian Haslund foto: Thomas Løser og Christian Haslund
En målfarlig indskifter, to afrettede frispark og en sløj 2. halvleg var bare nogle af årsagerne til´, at Brønshøj lørdag tabte 2-3 til Greve hjemme i Tingbjerg. Hvepsene var ellers foran både 1-0 og 2-1 takket være et Greve-selvmål og et mål af topscorer Patrick Naundrup.
Så fører Brønshøj efter bare 5 minutter. Patrick Naundrup scorer til 1-0 uden chance for Greves målmand
Det var en eftermiddag, hvor de 507 fremmødte igen så en masse mål på Tingbjerg Ground efter 7 mål forrige weekend mod Kolding. Og de skulle da heller ikke vente længe i kampen mod Greve, for efter bare 5 minutter spil bragte hvepsene sig foran.
Små vævre kombinationer på kanten af gæsternes felt endte med en chance til Naundrup. I hvad der lignede en ting mellem en afslutning og en aflevering fik Brønshøj-topscoreren sendt bolden afsted, og inde i det lille felt kom Greves Philip Olsen glidende og sendte bolden op i eget nettag. 1-0 til Brønshøj.
Efter scoringen overlod Brønshøj spillet til Greve, uden at udeholdet fik skabt noget. I det 20. minut måtte Greve skifte deres anfører Anders Hunsballe ud, og ind kom Jakob Sparholt, og netop han skulle vise sig at blive hovedperson i dagens kamp.
Brønshøj fik skabt nogle småchancer i Greves gode periode, men bolden blev enten blokeret eller gik forbi mål.
Efter en halv times spil fik Greve et frispark et godt stykke uden for feltet. Brønshøj stillede to mand i muren, mens Sparholt gjorde sig klar til at sparke. Bolden ramte uheldigvis ryggen på Oscar Buch og snød derfor Johan Gårdsvoll i målet: 1-1.
Det var som om Greves mål fik vækket hvepsene, og efter 37 minutters spil slog Victor Guldbrandsen en sand sukkerbold frem mod Naundrup. Angriberen sparkede til bolden første gang og sendte den over i det lange hjørne. 2-1 til hvepsene.
Der var stor jubel over hjemmeholdets scoring, som blev fejret på vanlig vis
Denne stilling holdt frem til pausen, selvom Younes Nielsen var tæt på at gøre det til 3-1, da han fik hovedet på et indadskruet frispark, men den høje angriber måtte se bolden ramme overliggeren.
Younes skulle faktisk få en chance mere kort efter, da en nedfaldsbold efter et hjørnespark endte hos ham, men fra kanten af det lille felt, sendte han bolden over mål.
En ganske fornuftig halvleg af Brønshøj, som holdt Greve fra chancer, og selv udnyttede de to åbne chancer, man havde fået.
Men 2. halvleg var spillerne fra Brønshøj som forvandlet, og ikke til det bedre. De fik ellers en hurtig advarsel, da Greve efter bare to minutter var tæt på at udligne. Men Greve-spilleren manglede lige akkurat en skostørrelse for at kunne prikke bolden i mål.
I det 58. minut kom udligningen, da et indlæg blev slået ind fra venstre. Dette blev snittet videre, og ved bagerste stolpe stod en helt fri Nikolai Nielsen, der kunne heade bolden i mål. Stillingen var nu 2-2.
Efter 68 minutter begik Brønshøj frispark lige uden for feltet. Igen skulle indskiftede Jakob Sparholt tage sig af frisparket, og endnu engang blev den rettet af i muren og gik den i kassen: 3-2 til gæsterne.
Brønshøj forsøgte at lægge et pres, men havde svært ved at skabe afslutninger. De bedste muligheder i kampens sidste 20 minutter stod Naundrup og Christoffer Boateng for, men begge gange fik Greves keeper Nicky Jensen handskerne på bolden.
En Greve angriber lægger an til skud i den ellers ganske jævnbyrdige kamp.
Kort før tid fik gæsternes topscorer Patrick Jensen muligheden for endegyldigt at lukke kampen, men han fik overplaceret sit skud, der strøg over både Gårdsvoll og målet.
Efter 3 minutters overtid fløjtede dommeren kampen af til stor glæde for Greve. Omvendt var det en flok skuffede spillere, der gik ud til fansene og takkede for støtten.
Greve kendte deres besøgstid, mens hvepsene skal hjem og kigge på defensiven, der har lukket 13 mål ind i de første 4 kampe her i foråret.
Med nederlaget har Brønshøj 11 point op til Brabrand på 2. pladsen, men denne afstand kan blive mindsket allerede på skærtorsdag den 13. april kl. 15, når topholdet fra Thisted kommer et smut til hovedstaden.
Brønshøj – Greve 2-3 (2-1)
Brønshøj – opstilling: Johan Gårdsvoll – Philip Rejnhold, Jamil Fearrington, Marc Bredal, Daniel Anusic – Christoffer Boateng (76. Shabban Hussein), Morten Levinsen, Victor Guldbrandsen (76. Lars Emil Juel Andersen), Oscar Buch (76. Oliver Miltoft) – Patrick Naundrup, Younes Nielsen
Greve – opstilling: Nicky Jensen – Nicolai Clausen, Philip Olsen, Kristian Karsum, Filip Bidstrup, Rasmus Tangvig, Patrick Jensen, Nikolai Nielsen (76. Rasmus Thomsen), Anders Hunsballe (20. Jakob Sparholt), Sebastian Frank, Edonis Emini (46. Mikkel Føge)
Mål: 1-0: Patrick Naundrup (5) 1-1: Jakob Sparholt (30) 2-1: Patrick Naundrup (37) 2-2: Nikolai Nielsen (58) 2-3: Jakob Sparholt (68)
Advarsler: Brønshøj: Marc Bredal (16), Christoffer Boateng (29), Victor Guldbrandsen (45), Morten Levinsen (56) og Philip Rejnhold (67) Greve: Jakob Sparholt (43)
Tilskuere: 507
Dommer: Martin Køster