Nycirkus i Brønshøj Vandtårn

Lyden er unik, betonen er rå og artisterne er både i luften på gulvet – fysiske og fantastiske. Fem dages udforskning af Brønshøj Vandtårn som ramme for eksperimenterende nycirkus kulminerer med to forestillinger fredag den 30. og lørdag den 31. august.

Nycirkus er en poetisk, kraftfuld og humoristisk kunstform med kroppens unikke udtryk i centrum.

Under water, above ground

I fem dage frem mod forestillingen ”Under water, above ground” har internationale artister med vidt forskellige baggrunde og evner udforsket Brønshøj Vandtårn og ikke mindst vandtårnets store luftrum. Resultatet bliver en stedsspecifik liveoptræden, der både vil vække følelser og få publikum helt frem i sædet fredag den 30. august kl. 20.

En af de artister, som man kan opleve er Butoh-danseren Boaz Barkan, der er bosat i København, født i Israel og har udviklet sin fantastiske kunst fra Japan til New York. Han får selskab af luftakrobaten og hårhængningsartisten Francesca Hyde, der typisk inddrager objekter i sin akrobatik. Sydfranske Aurelie Bernard, der er underviser i luftakrobatik, viser sine evner oppe i luften indenfor disciplinerne aerial hoop, static cloud, reb og tissu.

Danske Rosa Lee Pallisgaard, der har base I Berlin, er vant til at udforske rum i tværfaglige kunstneriske sammenhænge med sine straps. Rosa er i øvrigt både uddannet fra Afuk i København, Statscirkusskolen i Moskva og The Circus Space i London. De får også selskab af trapezartisterne Eivind Øverland og Lalla la Cour, der optræder både duo, solo, statisk og svingende.

The Low Life

Dagen efter er der gensyn med den sidstnævnte trapezduo, som også går under navnet The Amazing Other. De to cirkusperformere og trapezkunstnere Eivind Øverland og Lalla la Cour tilbyder nemlig et smugkig på deres kommende show The Low Life lørdag d. 31. august kl. 17. Duoens forrige show The High Life bød på ekstreme fysiske udfoldelser i kombination med både dramatiske kampscener og skuespil. Denne aften lader duoen sig inspirere af singer-songwriterformatet og den tætte intense kontakt mellem publikum og optrædende. Man skal bare forestille sig en singer-songwriterkoncert, hvor sangene er byttet ud med cirkusnumre, og hvor stemmen og instrumentet er byttet ud med en trapez. En forestilling med plads til småsnak om inspiration og livsanekdoter mellem numrene.

 Billetter til 100 kr. for voksne og 50 kr. for børn fås på pilegaarden.kk.dk.