Brønshøj-træner Michael Madsen: Jeg tvivler på, at vi kommer i gang !
I weekenden skulle det indledende spil i 2. division være afsluttet med BB’s udekamp mod HIK i Gentofte skærtorsdag. Men den skinbarlige kendsgerning er, at der nu ikke har været spillet fodbold i hele fem runder på grund af den forfærdelige Corona-krise. Alt er gået totalt i stå. Og for os fodboldfreaks er det jo den rene katastrofe at skulle undvære fodbolden. Men vi må jo ikke glemme alvoren i dette her, og det gør vi heller ikke.
Netavisen har talt med Brønshøjs cheftræner Michael Madsen omkring den yderst mærkelige situation, vi alle er havnet i. Et af vore første spørgsmål var, om divisionsholdet er klar, hvis/når der pludselig bliver givet tilladelse til igen at fylde stadion og være flere samlet på én gang ?
Michael Madsen tror ikke på, at 2. division bliver færdigspillet i denne sæson
– Altså det håber jeg da, men vi er jo alle sendt hjem med lønkompensation, så jeg taler ikke engang med spillerne for øjeblikket, siger Michael Madsen. – Dog har jeg en indre tro på, at hver spiller har så megen disciplin, at de selvtræner. Men skal jeg være helt ærlig, så tror jeg ikke, vi kommer i gang før efter sommerferien. Jeg håber det selvfølgelig, men i forhold til den alvorlige situation hele verden befinder sig i lige nu, så er det egentlig helt lige gyldigt. Der er langt vigtigere ting på spil, end 2. divisions fodbold. Så fryser man turneringen, er vi nr. 3 i Østkredsen (Gruppe 1), og så skal vi bare videre, når der atter gives grønt lys. Til gengæld er jeg sikker på, Superligaen bliver spillet færdig, fastslår Michael Madsen.
Han har for øvrigt været træner i BB ad to omgange. Første gang sammen med Bo Henriksen, og nu alene som cheftræner. – Jeg elsker denne klub, siger Michael med begejstring i stemmen. – Den har noget helt specielt, og både spillerne og jeg elsker supporterne og deres fantastiske støtte. Derfor forsøger vi også at give en hjælpende hånd i den udstrækning, det er muligt. Allerede da jeg var her første gang, mærkede jeg en atmosfære, som ikke findes mange andre steder. Og heldigvis er en hel del af navne fra dengang her endnu. Så jeg krydser fingre for at fløjten snart lyder, men som sagt før, så må sundheden og helbredet altid komme i første række.
(Foto: BB)