Snart blomstrer kirsebærtræerne på Husum Torv

 

Det er en årlig tilbagevendende glæde, når kirsebærtræerne blomstrer på Husum Torv. Og man kan allerede nu se, at det ikke varer længe, før det sker. Desværre er det ikke noget langtidsfænomen. Maksimalt et par uger, så er de smukke farver falmet. Vi omtaler det hvert år, fordi det er så dejligt livsbekræftende at se træerne i fuld blomst på det ellers halvtriste torv. I den forbindelse kan vi fortælle, at kirsebærtræerne nu blomstrer på Bispebjerg Kirkegaard.

Sidste år var Københavns Kommune desværre nødt til at lukke for de mange besøgende, der gerne ville se træerne, men i år er der lavet ‘besøgsregler’, så man kan nyde ‘det lyserøde forår’:

• Kirsebæralléen er åben hver dag i tidsrummet 07.00-22.00.

• Der er kun adgang til kirsebæralléen via køen, som man nemmest finder ved at bruge indgangen fra Frederiksborgvej. Herfra er ruten til kirsebæralléen ensrettet.
• Som udgangspunkt bliver der ikke adgang til køen fra Støvnæs Allé. Man skal ind på kirkegården og følge køen med god afstand.
• Inde på kirsebæralléen skal man holde god afstand til andre besøgende og huske ikke at stoppe mere op end højst nødvendigt. Tag et par billeder og gå videre. Det hjælper på flowet og sikrer, at flest muligt kan nå at opleve den smukke allé.
Der er kun få toiletter på Bispebjerg Kirkegård, så man risikerer at skulle stå i kø for at lade vandet.  Toiletterne finder man ved indgangen til kirkegården på Frederiksborgvej.