Ugens Fugl: Landsvalen er en af mest kendte fugle i den danske fauna.

Landsvalen er en af mest kendte fugle i den danske fauna. Den forbindes også med sommerens komme og et farvel til den mørke vintertid.

     Tekst: Christian Christensen / Foto: Michael Bendt

Landsvalen er en af mest kendte fugle i den danske fauna. Den forbindes også med sommerens komme og et farvel til den mørke vintertid. Netop sommerens komme ligger dybt forankret i vores sprog. Tænk bare på ordsproget ”én svale gør ingen sommer” – nej først når luften fyldes med mange svaler, er det rigtig sommer. Svalerne tilbringer nemlig vinteren i Afrika og kommer først herop, når der er insekter i luften et stykke ind i maj måned.

 

Her hos os i Husum og Brønshøj ses der flest svaler i sensommeren og langt ind i september måned. Går man en aftentur i Utterslev mose, kan man se de mange svaler jage insekter lige over vandoverfladen. Stiller man sig på broen, hvor vestvolden løber ud i mosen, kan man på en vindstille aften nyde disse eminente flyvere fange insekterne i luften.

Faktisk findes der tre svalearter i Danmark i form af bysvale, digesvale og altså landsvale, der er den talrigeste svaleart vi har. Selvom der stadig er mange svaler, så er de gået meget tilbage de sidst årtier. Man regner med, at en tredjedel af bestanden er forsvundet. Der er flere grunde til tilbagegangen. Her i norden har nye byggemetoder gjort det sværere at finde egnede steder at bygge rede på og i. Og så har store dele af Europa oplevet voldsom nedgang af de insekter, svalerne lever af.

Mange vil kunne huske, hvordan bilernes lygter var helt sorte af døde insekter, når vi som børn kørte på sommerferie i Jylland eller til Harzen. Sådan er det ikke mere, der blevet færre insekter. Tørke i Afrika har også påvirket antallet af fugle, der overlever vinteren. Der er som sagt stadig masser af svaler at glæde sig over i den danske sommer – HC Andersen skriver i sangen Hist hvor vejen slår en bugt- “under taget svaler kvidre, solen synker – og så vid’re.” Der er er noget vemod her hen imod sommerens slutning, men sådan er årets gang i fuglenes verden – heldigvis bliver det sommer igen.