I kræmmerbranchen gælder alle kneb - også de mindre fine !
Mens nogen gør det for at samle ind til lokale sportsklubber og dermed støtte ungdomsafdelingerne i bydelen, er det for andre blot kold business. Og se hvad man også gør for at udkonkurrere og genere hinanden.
På denne stander sad en plakat for den netop overståede Bellahøj Kræmmerfestival, men denne blev hurtigt dækket af en plakat for det kræmmermarked, der er på Bellahøjmarken den 1. – 3. oktober. Og for det ikke skal være løgn, så har et kræmmermarked i Ballerup lige fået dækket det sidste. Lidt usmagelige og unfair midler !
Den kræmmerfestival som netop er afsluttet har altid ladet overskuddet gå til de lokale sportsklubber, som er involveret. Alle der arbejder på dette marked er frivillige fra klubberne. De tjener ikke en krone til sig selv. Sådan er det ikke med det efterfølgende marked. Godt nok giver man efter sigende et beskedent beløb til Røde Kors, men resten beholder man selv. Det er forskellen.
Indenfor al handel er der benhård konkurrence. Det laves der nok ikke om på. Men det er ret så interessant at se, på hvilke måder man konkurrerer. Engang i mellem bliver man virkelig overrasket. Det er benhård konkurrence efter devisen, at de stærkeste overlever.
Siden slutfirserne har det lokale kræmmermarked eksisteret og var det første. Det var en lokal ide, som med kæmpe succes blev ført ud i livet. Bellahøj Kræmmermarked blev det naturligvis kaldt, lige indtil andre dukkede op og brugte navnet. Derfor hedder det i dag Bellahøj Kræmmerfestival.
Sådan er livet.