Efterslægtens rektor gennem 20 år har fået ridderkorset
Efterslægtens rektor gennem 20 år, Anne Frausing, er Ridder af Dannebrog
Mandag den 7. november er Anne Frausing blevet udnævnt til Ridder af Dannebrog. Efterslægtens bestyrelsesformand, Bent Kjærsgaard, overrakte ordenen til Anne Frausing, der har været rektor på Efterslægten igennem 20 år. Anne Frausing blev ansat ved Efterslægten i august 2002 og har siden kyndigt stået i spidsen for skolen gennem to reformer, selveje og mange andre uddannelsespolitiske udfordringer.
I den tid, hvor Anne Frausing har været rektor, er skolen vokset betragteligt, og prismodtageren har stået i spidsen for store renoveringer og tilbygninger til gavn og glæde for skolens elever.
Ud over at være rektor på Efterslægten har Anne Frausing også haft stor indflydelse på det uddannelsespolitiske landskab med særligt fokus på HF. Således sidder Anne Frausing bl.a. i Danske Gymnasiers HF-udvalg, ligesom hun er medstifter af HF2netværket, et netværk der styrker samarbejdet i HF-sektoren. Desuden har rektoren været medforfatter til ’Det virtuelle gymnasium.’
Men først og fremmest har Anne Frausing gennem hele sin karriere haft et bankende hjerte for hf-eleverne.
Stort til lykke med udnævnelsen til Ridder af Dannebrog.