Stadion mistede 1. pladsen til sin onde ånd Køge Håndbold
Der var fyldt godt op på tilskuerpladserne, da IF Stadion lørdag eftermiddag spillede topkamp mod Køge Håndbold. Sjællænderne er efterhånden blev Stadions onde ånd, og det var de også i dagens opgør. Med en sejr på 25-21 kunne Køge trække sig tilbage, og det kan der egentlig ikke indvendes noget imod.
Hjemmeholdet førte 13-12 ved pausen, og det kunne faktisk gå til hvilken side, det skulle være. Men på et tidspunkt dykkede hjemmeholdet, ikke mindst på grund af et utal af brændte forsøg på en ganske glimrende Køge målmand. Gæsterne havde overtaget efter pausen, og med sejren overtager de nu Stadions 1. plads i rækken. Ærgerligt – for vi skal jo lige huske på, at kun 1. pladsen tæller i denne sæson.
Der blev gået til vaflerne, men begge mandskaber tog hvad der kom og gav igen af samme mønt.
Næste opgave bliver en langtur sydpå, hvor Team Sydhavsøerne 2 venter. Det sker søndag den 27. november kl. 14 i Maribohallerne.