To prisvindende bluesbands giver koncert med få dages mellemrum

Med få dages mellemrum giver to prisvindende bluesbands koncert i Kulturhuset Pilegården. Danske Fried Okra går på scenen torsdag den 30. marts kl. 20 og søndag den 2. april kl. 20 kan man opleve engelske Ian Siegel & The Blues Overdrive.

Hæder, anerkendelse og priser mangler ingen af de bluesmusikere, der i den kommende tid giver koncert hos musikforeningen Music House Brønshøj. Kærligheden til den enkle og rå blues er fællesnævneren, men ved begge koncerter er der mere end én nuance på paletten. 

Fried Okra

Københavnerbandet Fried Okra kommer genremæssigt rundt i krogene: Fra americana over folk rock til old school boogie, men hele tiden med reference og kærlighed til den oprindelige bluesmusik fra USA.

Fra starten var bandet stærkt inspireret af Mississippis Hill Country Blues. Forbillederne er imidlertid mange og tæller både ældre bluesmænd som R.L. Burnside og John Lee Hooker, swamprockeren Tony Joe White, nutidige bluesvirtuoser som Corey Harris, americana-sangerinden Lucinda Williams og legenden Bob Dylan.

Musikken og ikke mindst teksterne er Fried Okras egne og rummer gode historier og skæbnefortællinger formidlet med både selvindsigt og selvironi. Morten Lunn som i øvrigt bor i Husum står for lead-vokal og det enstrengede instrument diddley bo, mens Thomas Crawfurd spiller trommerne og Anders Wallin er at finde på bas og kor.

Foruden en række DMA-bluesnomineringer har bandet tidligere vundet Danish Blues Challenge og blev nummer to ved det prestigefyldte European Blues Challenge i 2018.

Ian Siegel (UK) & The Blues Overdrive

Få dage senere et af Englands største blues’n’roots-navne lige nu scenen i Pilegården sammen med backingbandet The Blues Overdrive.

Med en unik sound, sjælden timing og sin rå aura, betragtes Ian Siegel af mange for at være den mest overbevisende britiske blues’n’roots artister siden 60’erne. Hans kendetegn er lidenskab, humor, slideguitar og en soulinspireret stemme med kraft nok til at vælte et træ.

MOJO magazine har kaldt ham en af de bedste sangskrivere og mest fængende artister på den engelske bluesscene. Han har blandt andet vundet to UK Blues Awards, hele ti British Blues Awards, fire European Blues Awards, to Mojo Blues Albums of The Year for ikke at nævne tre US Blues Music Awards nomineringer. Og det er vel at mærke bare, hvad de sidste ti år har tilvejebragt. Samarbejdet med københavnske The Blues Overdrive opstod efter flere møder på internationale bluesfestivaler og bliver sikkert et musikalsk møde som bluesfans vil elske.

Koncertbilletter fås på pilegaarden.k.k.dk. Koncerten er arrangeret af Music House Brønshøj med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.