Den skæve side af Copenhagen Jazz Festival

Jazz kan kæle for øregangene med fløjlsbløde toner og velklingende harmonier, men den kan også kradse og i den grad være på tværs. I Brønshøj Vandtårn venter der i år tre koncerter, som både tilbyder lækre harmonier, eksperimenter og benspænd. 

Da Copenhagen Jazz Festival for nyligt udgav en guide til den skæve side af årets jazzfestival, glimrede Brønshøj Vandtårn med tre koncerter, som man ikke må gå glip af, hvis man er mere til den skæve side af årets jazzfestival. Dykker man ned i programmet med mere end 1000 koncerter på årets Copenhagen Jazz Festival, så er der nemlig kun et spillested som tilbyder lige præcis denne cocktail af unik akustik, utraditionelt koncertrum, selvbyggede pibeorgler, portugisiske vokalharmonier og belgiske singer-songwriter-eksperimenter.

Over tre aftener fra 6.-8. juli inviterer den eksperimenterende koncertarrangør Noise Beehive til tre helt særlige koncerter. Publikum kan se frem til den belgiske singer-songwriter Audri, som med sit band spiller komplekse, eksperimenterende sange befolket af fyldige harmonier og rytmiske landskaber à la Kate Bush og Paul Simon.

Brønshøjs vartegn lægger også rum og klang til den portugisiske vokaltrio Guarda-Rios, som med fælles kærlighed til hjemlandets folkemusik og fri udforskning af stemmen begiver sig ud i spontant opståede a cappella-arrangementer.

Endelig kan man glæde sig til herboende australske Calum Builder, der indsvøber vandtårnets unikke akustik i de bølgende toner fra hans selvbyggede, rekonstruerede pibeorgel med besøg af lydkunstner Simon Mariegaard.

Man kan læse mere om koncerterne og købe billetter i forsalg på vandtaarn.kk.dk